
Odsherred Kommune ansætter erfaren erhvervs- og detailchef
Odsherred Kommune ansætter erfaren erhvervs- og detailchef med et tungt CV. Tina Charlotte Frederiksen har mere end 20 års erfaring og masser af resultater inden for lokal erhvervsudvikling fra sine tidligere roller som erhvervs- og turistchef i Greve og direktør i Erhvervsråd Lolland-Falster. Hun kommer senest fra en stilling som afdelingsleder i rådgivningsvirksomheden VKST.
Funktionen som erhvervs- og detailchef er nyoprettet i Odsherred Kommune, og formålet er at styrke kommunens samarbejde med de lokale virksomheder og erhvervsdrivende samt være med til at udvikle og tiltrække virksomheder. Tina Charlotte Frederiksen skal fungere som bindeled mellem virksomhederne og kommunen, og hun får en særlig opgave i at styrke processerne inden for byggesagsområdet.
Tina Charlotte Frederiksen glæder sig meget til at starte i sit nye job:
”Jobbet som erhvervs- og detailchef er lidt af et ønskejob for mig. Der er et stort potentiale i Odsherred, og jeg tror på, at jeg med min mangeårige erhvervserfaring, opnåede resultater gennem årene, kendskab til kommunal erhvervsudvikling og det netværk, jeg har med i rygsækken, vil kunne være med til at styrke udviklingen på erhvervsområdet. Jeg glæder mig til at trække i arbejdstøjet og være med til at realisere kommunens nye erhvervsstrategi,” siger Tina Charlotte Frederiksen.
Ord som åbenhed, dialog og samarbejde er helt afgørende for Tina Charlotte Frederiksen:
”Jeg glæder mig utrolig meget til at møde både mine nye kollegaer og områdets lokale virksomheder og samarbejdspartnere. Ligesom åbenhed, dialog og samarbejde altid har betydet rigtig meget for mig, så gør tilgængelighed det også. Min dør er altid åben, så har man brug for en snak, så ring, skriv eller kom forbi. Der er altid kaffe på kanden, ligesom jeg også rigtig gerne kommer ud og besøger jer. Det er vigtigt for mig at vide, hvad der rører sig hos vores lokale virksomheder, og hvordan vi som kommune kan skabe et endnu tættere samarbejde. For vi kan kun skabe væksten sammen,” siger Tina Charlotte Frederiksen.
Borgmester Karina Vincentz er ikke i tvivl om, at Tina Charlotte Frederiksen har den helt rette profil til stillingen som erhvervs- og detailchef i Odsherred Kommune.
”I Byrådet har vi en ambition om, at Odsherred skal være en af landets mest erhvervsvenlige kommuner. Så det var afgørende for os, at vi i Odsherred får en ny erhvervs- og detailchef, der kan sit stof, kender virksomhedernes behov, og har skabt resultater i rollen som bindeled mellem erhvervslivet og kommunerne. Det får vi med Tina, der har et imponerende CV. Hun kombinerer dyb indsigt i virksomhedsforhold med forståelsen for, hvordan man som kommune skaber gode lokale vækstbetingelser. Jeg glæder mig til samarbejdet og over, at vi har rekrutteret en profil som Tina,” siger borgmester Karina Vincentz.
Tina Charlotte Frederiksen tiltræder stillingen pr. 1. oktober 2023.
Tina Charlotte Frederiksen er uddannet revisor og har taget en række efteruddannelser inden for ledelse. Privat bor hun i dag i Nykøbing Falster, men har et ønske om at flytte til området. Fritiden bruger hun på familien, sejlsport, cykling, fotografering, lystfiskeri, jagt og vandreture ved skov og strand.