
Odsherred Kommune indgår partnerskab med Klimaskovfonden
Odsherred Kommune indgår KLIMA+ partnerskab med Klimaskovfonden, som vil gøre det muligt for borgere, virksomheder og lodsejere at gå sammen om lokale skovrejsnings- og lavbundsprojekter - til gavn for klima, vandmiljø, drikkevand og natur.
Som en del af implementeringen af Grøn Trepart skal Byrådet i 2025 principvedtage en ambitiøs omlægningsplan for kommunen, som skal vise vejen til et bedre vandmiljø, mere natur, beskyttelse af grundvand og reduktion af CO2-udledninger. Bagefter venter en stor opgave med at omsætte omlægningsplanen til virkelighed i form af bl.a. nye skovrejsnings- og lavbundsprojekter.
Med KLIMA+ partnerskabet får Odsherred Kommune nye muligheder for at engagere borgere, virksomheder og lodsejere i det fortsatte arbejde med implementeringen af Grøn Trepart og kommunens målsætning om 600 hektar ny skov og udtagning af 200 hektar kulstofrig lavbundsjord inden 2030. For lodsejere er det en mulighed for at få støtte til at plante klimarobuste skove og udtage lavbundsjord med dokumenteret klimaeffekt på deres jord.
Lokale bidrag skal give lokal skov
Både borgere og virksomheder kan give økonomiske bidrag til Klimaskovfondens skovrejsnings- og lavbundsprojekter. Med det nye partnerskab vil donationer fra lokale i Odsherred blive øremærket nye projekter indenfor kommunegrænsen. Alle lokale bidrag vil dermed komme direkte til gavn lokalt til glæde for også kommende generationer i Odsherred. Odsherred Kommune har selv bidraget med 100.000 kr.
Borgmester Karina Vincentz udtaler:
”I Odsherred er den grønne omstilling noget vi gør sammen. Med Klima+ partnerskabet får vi endnu bedre muligheder for at skabe grøn omstilling i fællesskab ved at skabe et bredt engagement på tværs af borgere, virksomheder og lodsejere til gavn for alle,”
Klimaskovfondens direktør Poul Erik Lauridsen udtaler:
”Det er helt rigtigt set at tænke klimaindsatsen og den grønne arealomlægning sammen som en helhed, sådan som Odsherred Kommune nu gør. Den grønne omstilling kræver fælles handling og med kommunens KLIMA+ partnerskab får borgere, virksomheder og lodsejere en ny mulighed for at gå sammen om konkret klimahandling med helt lokale gevinster i form ny skov indenfor kommunegrænsen,”
Lokale virksomheder kan bruge deres bidrag i markedsføring, ESG-rapport og grønne certificeringer. Visit Odsherred har bakket op om partnerskabet og ser det som en spændende mulighed for at styrke den grønne profil hos lokale turismevirksomheder.
Claus Rex, der er turistchef i Visit Odsherred, udtaler:
”Muligheden for at blive en del af den grønne omstilling ved at bidrage til lokale skovrejsnings- og lavbundsprojekter giver vores lokale turismevirksomheder et nyt redskab i værktøjskassen til grønne certificeringer og en styrkelse af deres grønne brand”.
For yderligere information
Odsherred Kommune:
Marie Klintrup, Klima og proceskoordinator
markl@odsherred.dk / 59 66 60 81
Klimaskovfonden
Astrid Bjørg Mortensen, Chefkonsulent – kommunikationsansvarlig
am@klimaskovfonden.dk / 23 11 17 51