To unge mænd undervises i brug af maskine på værksted
01.10.2025

Retningslinjer for sociale klausuler 2025-2026

Odsherred Kommune har som målsætning, gennem udbud og indkøb, at bringe flere unge i beskæftigelse via oprettelse af flere elev- og lærlingepladser for at øge udbuddet af faglært arbejdskraft

Kommunen har siden 2013 haft stort fokus på sociale klausuler og oprettelse af elev- og lærlingepladser inden for de almene håndværkerfag.

Regler om sociale klausuler er især underlagt krav om proportionalitet, ligebehandling og gennemsigtighed, som kommunen skal overholde overfor leverandørerne.

Kontraktkrav

Sociale klausuler gælder nu både for flere persongrupper, som skal være under oplæring, og for flere typer af opgaver. En opgave skal udføres i mindst 6 måneder og have en minimum kontraktværdi på 5 mio. kr. i henhold til udbudsloven og tilbudsloven.

Hovedreglen er, at sociale klausuler anvendes og indføres som et konkret kontraktkrav om at anvende en eller flere personer under oplæring som led i den konkrete opgaves udførelse.

Pligten gælder for leverandører, som har vundet en kommunal opgave indenfor:

  • Bygge- og anlægskontrakter af minimum 6 måneders varighed og med en kontraktværdi på minimum 5 mio. kr., eller
  • Kontrakter om tjenesteydelser inden for reparation og vedligehold, installation, transportydelser (undtagen affald) samt rengøring af minimum 6 måneders varighed og med en kontraktværdi på minimum 5 mio. kr.

Kommunen stiller krav om, at mindst hver tiende af leverandørens medarbejdere, som udfører den konkrete opgave, skal bestå af en elev/lærling, svarende til mindst 10% af arbejdsstyrken målt i årsværk og afsat til den konkrete opgave.

Persongrupper

Persongrupper for sociale klausuler under oplæring er en eller flere personer, som fungerer under leverandørens opsyn, så personen efter endt oplæring selv kan udføre de pågældende opgaver. Det er ikke et krav, at personen færdiggør sin oplæring i løbet af den pågældende kommunale kontrakt.

Den sociale klausuler kan opfyldes af personer omfattet af:

  • Lov om erhvervsuddannelser
  • Lov om forberedende grunduddannelse
  • AMU-kontraktuddannelser
  • Lov om integrationsuddannelse
  • Øvrige oplæringsordninger, hvor personen opnår den nødvendige faglighed til efter endt oplæring at kunne varetage de pågældende opgaver selvstændigt.
  • Tilsvarende uddannelsesaftaler uden for Danmark.

Kontakt

Leverandører er velkomne til at kontakte Jobcenter Odsherred, hvis de har behov for bistand eller har spørgsmål. Team Virksomhedskonsulenter: Tlf. 59 66 14 90, e-mail: teamvirksomhedskons@odsherred.dk

Kan kommunen dispensere for sociale klausuler?

Pligten til at anvende personer under oplæring i en kontrakt gælder ikke, hvis:

  • Personen og/eller opgaven er uegnet i forhold til kontraktens gennemførelse, herunder at der ikke opnås tilstrækkelig faglig læring for personen, eller
  • Det medfører en sikkerhedsrisiko, eller
  • Det strider mod anden lovgivning, eller
  • Det dokumenterbart, trods flere forsøg, ikke er muligt at finde en egnet person

Hvordan medvirker jeg som leverandør aktivt til sociale klausuler?

Kommunens leverandører bedes tilkendegive at leve op til kommunens sociale klausuler på kommunens leverandørportal Processio Comdia via linket: https://www.comdia.com/odsherredkommune.

Det skal desuden ske ved kontraktunderskrift.

Hvordan arbejder jeg etisk?

Odsherred Kommune har stort fokus på etiske og arbejdsretlige forpligtelser, herunder leverandørers kædeansvar. Dette fokus fortsætter og på samme betingelser for samtlige af kommunens leverandører, uanset kontrakttype, kontraktværdi og kontraktperiode.

Grundlæggende rettigheder for arbejdstagere

Leverandøren skal overholde grundlæggende regler om sikring og forbedring af arbejdstageres forhold på arbejdspladsen, jf. cirkulære nr. 9471 af 30. juni 2014 og De Forenede Nationers ILO-konventioner, herunder:

  • Tvangsarbejde (ILO-konvention nr. 29 og 105)
  • Diskrimination i ansættelsen (ILO-konvention nr. 100 og 111)
  • Mindstealder for ansættelse samt forbud mod og afskaffelse af de værste former for børnearbejde (ILO-konvention nr. 138 og 182)
  • Organisationsfrihed og ret til kollektive forhandlinger (ILO-konvention nr. 87, 98 og 135)
  • Sikkert og sundt arbejdsmiljø (ILO-konvention nr. 155)

Listen over grundlæggende regelsæt er ikke udtømmende.

Arbejdsklausuler

Odsherred Kommune ønsker at forebygge social dumping ved at sikre medarbejdernes forhold på arbejdspladsen i henhold til danske standarder og overenskomster.

Leverandøren skal under henvisning til ILO-konvention nr. 94 om arbejdsklausuler i offentlige kontrakter yde de arbejdstagere, der er beskæftiget med den udbudte opgave, løn, særlige ydelser, arbejdstid og andre arbejdsvilkår, som ikke er mindre gunstige end dem, der gælder i henhold til en kollektiv overenskomst indgået af de mest repræsentative arbejdsmarkedsparter for arbejde af samme art inden for vedkommende fag på det sted eller område, hvor arbejdet udføres.

Kontrol, dokumentation og bod m.m.

Odsherred Kommune ønsker at sikre, at sociale klausuler samt etiske/arbejdsretlige forpligtelser opnår en reel effekt på uddannelses- og arbejdsmarkedet.

Dette skal blandt andet ske gennem kontrol og opfølgning.

Kommunens bestiller af en opgave kræver derfor en kopi af uddannelsesaftalen ved kontraktens underskrift som dokumentation for personer under oplæring. Endvidere følger kommunen op på elevens/lærlingens tilstedeværelse og indsats ved første byggemøde på bygge- eller samarbejdsmøde. Kommunen vil også kontrollere arbejdsklausuler stikprøvevis i form af udvalgte ansattes lønsedler og arbejdsforhold, og at disse i hele kontraktperioden kan forlanges fremvist.

Kommunen har mulighed for at uddelegere kontrollen til en ekstern professionel part.

Kommunen kan endvidere efter forholdets særlige karakter udstede en bod for manglende efterlevelse af sociale klausuler, når dette skønnes relevant og i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet. Størrelsen af boden vil fremgå nærmere beskrevet i den konkrete opgave.

Øvrige forhold

Odsherred Kommune arbejder aktivt for sociale klausuler, etik og arbejdsretlige forpligtelser i konkrete udbud sammen med Fællesudbud Sjælland (FUS) og lignende samarbejdsfora, og også her følger kommunen reglerne om sociale klausuler i disse større udbud og i overensstemmelse med udbudsloven.