Enlig ældre mand sidder på en bænk

Vær med til at afhjælpe ensomhed i Odsherred

Social-, Ældre- og Psykiatriudvalget inviterer til temamøde om ensomhed tirsdag den 27. september 2022 kl. 16-20 i Vig Forsamlingshus – alle er velkomne.

Enlig ældre mand sidder på en bænk

De fleste af os kender sikkert nogen, som virker ensomme – det kan være én i familien, en ven, en nabo eller en kollega. Selvom mange kender til følelsen af ensomhed, kan det være svært at tale åbent om oplevet ensomhed. En række organisationer og foreninger har da også netop ensomhed som fokusområde, og arbejder på at forebygge og bekæmpe ensomhed, som udgør en trussel mod folkesundheden.

Hvis du føler dig ensom, er du ikke alene om det. Ensomhed er nemlig ikke blot et sammensat, men også et meget udbredt fænomen. Og selvom mange kender til følelsen af ensomhed, kan det være svært at tale åbent om.

Du/I inviteres derfor til at deltage i et temamøde om netop ensomhed, hvor et spændende program vil fremme forståelsen for og viden om ensomhedens mange udtryk.

Ensomhed kan ramme alle alders- og samfundsgrupper, og tallet er stigende. Konsekvenserne af ensomhed er store – både menneskeligt og samfundsøkonomisk.

Den stigende ensomhed øger risikoen for, at flere og flere rammes af fysisk og psykisk sygdom.

Ensomhed går ud over livskvaliteten, og påvirker dermed den mentale sundhed. Det er påvist, at langvarig ensomhed er lige så dødeligt som rygning. – jf. Ensomhedsforskerens John T. Caccippos studier.

Hvert år koster ensomhed samfundet mindst 8,3 mia. kr. (Sammen mod ensomhed: Inspirationsoplæg om en national politisk strategi mod ensomhed, Røde Kors & Ældre Sagen, 2021).

Ensomhed rammer bredt

Der er indlysende et stort behov for, at der handles på ensomhed, som den store folkesundhedsudfordring den reelt er. Og selvom risikoen for ensomhed øges med alderen, føler mange yngre sig også ensomme eller isoleret, viser flere forskellige undersøgelser.

I Sundhedsprofilen 2021 viser tallene for Odsherred Kommune, at mere end hver femte borger lider af ensomhed (12,7 %) eller er ofte uønsket alene (9,0 %), det svarer til 6300 borgere. Derudover er andelen, der viser tegn på social isolation (8,6 %), har et dårligt selvvurderet helbred og lav score på metal helbred også højere end i resten af Region Sjælland.

I Odsherred kommunens Ældrepolitik er udpeget fire temaer, som nu er genstand for temamøder. Det første temamøde omhandlede boligformer og blev holdt 9. juni 2022.

Nu følger det næste om temaet ensomhed i Vig Forsamlingshus tirsdag den 27. september 2022 kl. 16-20. Med afsæt i temaet om ”at styrke og understøtte kommunens ældre borgeres mulighed for at indgå i fællesskaber og minimere risikoen for ensomhed blandt ældre”.

 

Også i kommunens ”Sundhedspolitik 2021-2025 Sammen om sundhed – Odsherred i bevægelse” er en af målsætningerne at skabe sunde lokalsamfund og fællesskaber og styrke mental sundhed.

De to sidste temaer er ”at styrke og understøtte ældre borgere med kroniske sygdomme og deres pårørende i det at leve med en kronisk sygdom tæt inde på livet” samt ”at arbejde for at styrke og understøtte borgeren i at opretholde livskvalitet og være længst muligt selvhjulpen”.

Vær med til at finde løsninger

Temamødet vil fokusere på ensomhedens omfang og betydning, og præsentere konkrete og praksisnære eksempler på hvordan der kan arbejdes med ensomheden i kommunen.

Gennem en række forskellige oplæg, dialog og paneldiskussion vil ældre og unges perspektiv på ensomhed blive belyst, og ved deltagelse i workshops vil der blive genereret forslag til indsatser med et forebyggelses- og/eller et afhjælpningsperspektiv.

Det er håbet, at temadagen ikke blot vil stille skarpt på udfordringer og løsninger men i lige så høj grad skabe forståelse for, at skal udviklingen for alvor vendes, så er der brug for at tænke på tværs af både sektorer, fagområder og ressortområder – også i forhold til arenaer, vi ikke normalt ser som centrale for ensomheden.

Meld dig til

Arrangementet er gratis, men kræver tilmelding.

Der er ca. 100 pladser, så tilmeldingen sker efter "først-til-mølle" princippet. Tilmeldingsfristen er

søndag den 18. september 2022.

Ved Vig Forsamlingshus er der gratis parkeringspladser, og der er også mulighed for gratis parkering ved Vig Hallen.

Har du spørgsmål til temadrøftelsen kan du kontakte sundhedskoordinator Sussi Friis, sufr@odsherred.dk, 59 66 56 04.