
Naturgenopretning i Sejerøbugten får byrådets opbakning
Projektet, som er finansieret af den engelske fond Arcadia, blev officielt skudt i gang den 20. september i år på Gudmindrup Strand, hvor 3-400 borgere deltog i indvielsen. Arbejdet går nu i gang med undersøgelser af havbundens nuværende tilstand, før de konkrete naturgenopretningstiltag sættes i værk.
Formålet er at genskabe et sundt og varieret havmiljø i bugten gennem blandt andet udsætning af fiskeyngel - især torsk - samt etablering af nye stenrev og udplantning af ålegræs. Tiltagene skal skabe bedre levesteder for fisk og planter og samtidig styrke det lokale økosystem.
WWF samarbejder tæt med Odsherred Kommune, Geopark Odsherred og den lokale stenrevsforening, og der arbejdes også på at koble projektet sammen med initiativer på land, som kan reducere udledningen af næringsstoffer til bugten.
Samtidig har WWF og kommunen aftalt at søge midler fra Havnaturfonden til at etablere flere stenrev i Sejerøbugten som et supplement til Arcadia-projektet.