
Forretningsudvikling med fokus på projekter med passion
Nogle virksomheder starter med en forretningsplan. Andre starter med en passion, der bare ikke vil ties ihjel.

Sådan en historie mødte erhvervskonsulent Rune Larsen Rosenhegn hos Arrocha Art.
Nina Arrocha Vind udgav sin første børnebog tilbage i 2016, og året efter tog hun springet og gjorde sin kreative drivkraft til en virksomhed. I dag lever hun et projektbaseret arbejdsliv, hvor kunsten, idéerne og lysten til at skabe får lov at sætte retningen.
Nina kom for nylig forbi rådhuset i Højby til en snak med Rune, og her faldt snakken hurtigt på både livet i Odsherred og på, hvordan man udvikler en kreativ virksomhed - uden at gå på kompromis med det, der gør den unik.
De kom omkring alt fra produktudvikling og konceptidéer til netværk og nye muligheder. Og nogle gange er det netop i de samtaler, at de gode idéer begynder at tage form.
Derfor pegede Rune også Nina i retning af LAG Nordvestsjælland, for nogle af hendes tanker om at styrke lokale fællesskaber, fortjener helt klart at blive foldet endnu mere ud.
Kort sagt: En virkelig inspirerende lokal kunstner – og et godt eksempel på, hvordan man kan skabe sit eget arbejdsliv med både mod og mening.
Har du selv en virksomhed eller en idé, du gerne vil udvikle på?
Så ræk endelig ud til erhvervskonsulent Rune Larsen Rosenhegn. han tager gerne en kop kaffe og en god snak.
Rune Larsen Rosenhegn kan kontaktes på rulro@odsherred.dk eller 21 17 21 55
