
Dragsholm Sparekasse nomineret til Vækstprisen 2025
Lokal vækstskaber med mod, menneskelighed og mange nye arbejdspladser

Der var både grin og store smil, da erhvervschef Tina Charlotte Frederiksen og erhvervskonsulent Rune Larsen Rosenhegn for nylig overrakte blomster og diplom til Dragsholm Sparekasse. Den lokale sparekasse er nemlig nomineret til Vækstprisen ved OdsHædring 2025.
Nomineringen fremhæver især to ting: Sparekassens markante vækst i antal medarbejdere og dens rolle som aktiv medspiller i udviklingen af det lokale erhvervsliv.
Flere lokale arbejdspladser - og flere på vej
Dragsholm Sparekasse har de seneste år oprustet betydeligt. Det er en strategisk beslutning, fortæller direktør Claus Sejling:
“En vigtig del af vores ambition er at skabe arbejdspladser.”
Sparekassen tager løbende nye elever ind og har gjort det de sidste fire til fem år. Samtidig er det en ambition at samarbejde med de lokale uddannelsesinstitutioner:
“Vi ønsker at engagere os i unge- og uddannelsesmiljøet. Vi samarbejder med Campus Odsherred på flere måder og håber de kommende år på yderligere, at kunne understøtte uddannelserne i vores lokalområde. Senest har vi bidraget til renoveringen af stationsområdet i Asnæs, hvor de unge fra campus fremstiller bymøblerne af genbrugsmateriale,” siger Claus Sejling.
Og fremtiden? Den ser lys ud.
“Vi har stadigvæk uanet potentiale. Odsherred er et fantastisk område med store muligheder.”
En sparekasse, der finder løsninger - også når andre siger nej
Dragsholm Sparekasse er kendt for at gå tættere på kundernes virkelighed end mange større banker. Underdirektør Ole Jensen beskriver det sådan:
“Dragsholm Sparekasse siger ikke bare nej, men forsøger at pege på løsninger for lokale kunder. Det kan godt være, at ’A’ ikke kan lade sig gøre, men hvad med ’B’ eller ’C’? Vi ved også, at vores kunder sætter stor pris på, at det er let for dem at få fat i deres erhvervsrådgiver”, siger Ole Jensen
Den tilgang betyder, at sparekassen også tager mindre kunder ind, som andre banker ofte fravælger. Det skaber stor loyalitet og gør banken til en vigtig sparringspartner for både små og mellemstore virksomheder.
En aktiv del af lokalsamfundet
Sparekassen bakker op om lokale aktiviteter og deltager gerne i arrangementer i hele Odsherred. Det er en del af deres DNA og en væsentlig grund til nomineringen.
Medarbejdere, kunder og lokalsamfund hænger tæt sammen, og det mærkes, når man træder ind ad døren.