
Ny bred iværksætterindsats: Erhvervshusene klar med hjælp
En ny bevilling fra Erhvervsstyrelsen betyder, at Erhvervshusene nu ruller en ny og bred iværksætterindsats ud. Måske din virksomhed også kan søge?

En ny bevilling fra Erhvervsstyrelsen betyder, at Erhvervshusene nu ruller en ny og bred iværksætterindsats ud. Indsatsen afløser det tidligere Iværksætterdanmark og viderefører mange kendte tilbud, men med væsentlige justeringer. Målgruppen er nu skærpet og retter sig mod iværksættere med dokumenteret vækstpotentiale.
Hvad er Erhvervshusene?
Erhvervshusene er Danmarks offentlige indgang til erhvervsfremme. De hjælper virksomheder med rådgivning, sparring og adgang til relevante tilbud, uanset om målet er vækst, omstilling, eksport eller kompetenceløft.
I Odsherred er det Erhvervshus Sjælland, der betjener virksomhederne. Rådgivningen er uvildig og gratis, og erhvervshuset fungerer som én samlet dør ind til både nationale og regionale erhvervstilbud.
Nyt fælles brand og én indgang
Brandet Iværksætterdanmark udfases. Fremover samles alle tilbud under Virksomhedsudvikling Danmark, og al information, ansøgningslinks og aktuelle muligheder findes via Virksomhedsguiden.dk.
Målrettet hjælp til vækst
Formålet med den nye indsats er at hjælpe iværksættere med vækstambitioner godt fra start, eller videre i udviklingen. Programmet giver adgang til:
- Tilskud til privat rådgivning og kompetenceudvikling
- Kollektive kompetenceudviklingsforløb (lanceres i løbet af foråret)
NextStep-puljen er åben
Den første NextStep-ansøgningsrunde er åben nu og lukker 4. februar kl. 12.00.
Her kan iværksættere søge:
- Op til 34.000 kr. ekskl. moms
- 100 % i tilskud
- Medfinansiering via 70 timers timeregistrering eller et deltagergebyr på 8.000 kr. (uden timeregistrering)
Puljen kan søges af virksomheder med et CVR-nummer på op til 7 år. Flere krav er lempet:
Der er ikke længere krav om 1 mio. kr. i omsætning inden for to år eller bidrag til den grønne omstilling.
Målgruppen er iværksættere med klare vækstambitioner, en velafprøvet forretningsmodel eller et produkt med stort potentiale og et tydeligt behov for rådgivning eller kompetenceløft.