
Erhvervskonsulent med fokus på iværksættere: Rune hjælper idéer på vej i Odsherred
Rune Larsen Rosenhegn har haft travlt med virksomhedsbesøg siden han den 1. maj 2025 tiltrådte som virksomhedskonsulent.

Iværksættere i Odsherred er ikke overladt til sig selv. Kommunens nye erhvervskonsulent, Rune Larsen Rosenhegn, tager gerne på tur og møder de lokale ildsjæle, som har sat gang i deres egen virksomhed – og hjælper dem videre med konkret sparring, netværk og overblik.
Et af de seneste besøg gik til Hannah Drews i Hørve, som har stiftet den digitale platform beautybasen.dk. Her fik hun ikke kun gode råd om forretning, men også en VækstHjuls-screening, der gav hende et klart billede af hendes virksomheds potentialer og udviklingsområder.
”Det er vigtigt for os i kommunen, at iværksættere ved, at vi står klar – ikke kun med tilskudsmuligheder, men med reel sparring og vejledning,” fortæller Rune.
Han pegede også Hannah i retning af relevante netværk – både forretnings- og brancheorienterede – og viste, hvordan hun kunne bruge værktøjer som ChatGPT til at styrke sin kommunikation og produktivitet.
Er du ny i erhvervslivet og kunne du tænke dig, at Rune kigger forbi din virksomhed? Så tøv ikke med at tage kontakt.Han har en solid værktøjskasse – og deler gerne ud af den.
Kontakt Rune Larsen Rosenhegn på 21172155 eller rulro@odsherred.dk
