
Rækker ud til lokale entreprenører
Trafikafdelingen i Odsherred Kommune, som tager sig af vejvedligehold, renhold af grønne områder, vejbelægninger, vinterbetjening, børstning af veje, rensning af strande, vejafvanding, græsklipning og meget, meget mere, lægger nu op til at lokale entreprenører skal have bedre muligheder for at byde ind, når opgaverne i kommunen sendes i udbud.
Odsherred Kommune har tidligere udbudt alle opgaver som én samlet pakke til en enkelt stor-entreprenør, men ser fordele i at få flere mindre og gerne lokale entreprenører til at byde ind på opgaverne. Det gode lokalkendskab giver en bedre dialog og en bedre styring af området. Så det vil være en bonus at få de lokale med.
Sendes i høring
Specialist i Trafikafdelingen, Sebastian Slot, fortæller, at man som noget nyt også fremadrettet vil sende udbudsmaterialet i høring, inden det sendes i udbud.
“Det er godt at vi kan få noget feedback fra entreprenører, så vi kan justere eller præcisere udbuddene, så de bliver tilpasset de lokale entreprenører”, siger Sebastian Slot.
Han fortæller, at der fra kommunens side også er en opmærksomhed på, at det kan være kompliceret at byde ind på opgaver for især de mindre entreprenører.
“Vi er som kommune bundet til at lave EU-udbud. Det kan virke lidt omfattende at skulle udfylde formularer og sætte de rigtige krydser. Jeg tænker at entreprenørerne godt kunne have behov for støtte til opgaven, men vi må som kommune ikke hjælpe. Slet ikke”, fastslår Sebastian Slot.
Godt lokalt samarbejde
Odsherred Kommune blev for nylig placeret som den 7. bedste kommune i landet i en måling foretaget af Dansk Industri, når det kommer til samarbejde med private leverandører. De gode erfaringer med lokalt samarbejde er også årsagen til, at man nu rækker ud efter lokale anlægsgartnere, håndværkere og andre entreprenører, som kunne tænke sig at få en fast aftale med Odsherred Kommune omkring de mangeartede opgaver, som Trafikafdelingen har ansvaret for.
“Der er jo ikke noget i vejen for, at en række små entreprenører slår sig sammen og byder ind på en opgave. Der kommer 11 udbud af kontrakter på mellem tre og fem år med start fra 2026”, siger Sebastian Slot.