Håndværkere arbejder med lægter
Foto © Foto: Claus Starup

Ny nøglefunktion skal styrke samarbejdet i byggesager

Odsherred Kommune har etableret en ny Key Account Manager-funktion (KAM) på byggesagsområdet for at sikre bedre koordinering på tværs, kortere sagsgange og større gennemsigtighed.

Håndværkere arbejder med lægter
Foto © Foto: Claus Starup

Byggesagsområdet bliver stadig mere komplekst - både teknisk, juridisk og organisatorisk. Samtidig stiger forventningerne fra borgere, virksomheder og rådgivere, som efterspørger hurtigere svar og afklaring af deres sager og et mere sammenhængende forløb.

Ét samlet kontaktpunkt

KAM’en skal fungere som fast kontaktperson og tovholder for bygherrer og rådgivere med enten mange sager ind i kommunen eller større mere komplekse sager.

Formålet at sikre en tæt dialog, koordinering og fastholde fælles overblik og kontinuitet gennem hele forløbet.

Bedre koordinering og færre misforståelser

KAM-funktionen samler trådene mellem Plan, Byg, Vej og Natur og andre relevante fagområder. Den skal understøtte samarbejdet på tværs og skabe mere effektive og forudsigelige sagsforløb.

 

Blandt de konkrete opgaver bliver at:

  • koordinere myndighedsbehandling og sikre sammenhængende forløb
  • afholde løbende afklarings- og statusmøder med bygherrer og rådgivere
  • sikre klar kommunikation og forventningsafstemning
  • planlægge tidsforløb og milepæle
  • evaluere og bidrage til løbende procesforbedringer

 

Flere nye tiltag på vej efter dialog med erhvervslivet

KAM-funktionen er kun ét af flere nye initiativer der blev præsenteret på årets erhvervskonference, der skal være med til at styrke på byggesagsområdet.

Udover KAM funktionen er flere andre tiltag allerede implementeret: For det første skal det fra start fremgå helt tydeligt, hvem der er sagsbehandler på ens sag og sagsbehandlerne skal i højere grad gribe telefonen frem for at sende lange mails, når noget kan afklares hurtigt. For det andet har Byggevagten fået fast telefontid mandag til torsdag klokken 9–11, så byggeansøgere kan få direkte svar på spørgsmål om deres sager.

For det tredje tilføres byggesagsafdelingen flere ressourcer, herunder ekstra byggesagsbehandlere, så sagsbehandlingstiden kan bringes ned.

 Dialogmøde for rådgivere

I begyndelsen af november havde Byggesagsafdelingen indbudt rådgivere på byggeområdet til møde på Hotel HøjbySø i Højby til en dialog om rådgivernes behov og ønsker. Følgende virksomheder deltog i mødet:

Havegaarden Studio and Retreat ApS, Odsherredarkitekten, BW Gruppen ApS, Landinspektørkontoret v/ Kia Nielsen, Ole Lantz ApS, Tegnestuen Odsherred ApS, Nordschou ApS, Lasse og Janus Byg, Lone Becks Arkitekter, Henning Verner, Per Spejder Larsen, Birkendorf Arkitekter og Asnæs Maskinsnedkeri.

Gevinst for både bygherrer og kommune

Med KAM-funktionen forventes det, at kommunen kan reducere risikoen for fejl og misforståelser, øge tilfredsheden hos bygherrer og samarbejdspartnere og i sidste ende forkorte gennemløbstiderne.

Funktionen skal desuden bidrage til at styrke kommunens rolle som proaktiv samarbejdspartner i lokal erhvervsudvikling og understøtte de erhvervsstrategiske mål om at skabe gode rammer for vækst og udvikling i Odsherred.