
Louie & Venner nomineret til Iværksætterprisen 2025
Et mødested skabt af sorg, mod og et helt særligt fællesskab

Louie & Venner i Rørvig er blevet nomineret til Iværksætterprisen ved OdsHædring 2025. Bag nomineringen ligger ikke blot et stærkt gastronomisk projekt, men en dybt personlig fortælling om to familier, et unikt venskab og et tab, der forandrede alt.
Et fællesskab, der startede bag en bardisk
Bjørn og Jesper mødte hinanden for over 12 år siden bag baren på vinbaren Bibendum i Nansensgade. Sophie og Heidi sad på den anden side af disken, og et livslangt venskab tog form. Siden har de to familier delt bryllupper, fødselsdage, rejser, fødsler - og senere også den dybeste sorg.
Kort før jul i 2022 blev Bjørn og Sophies søn, Carl-Louie, ramt af en tragisk ulykke under et morgensvøm i Fransk Polynesien. Familien vendte knuste hjem til Danmark uden et sted at bo, og Jesper og Heidi åbnede straks dørene. De to familier levede tæt sammen i de sværeste måneder af deres liv – et mørke, hvor fællesskabet blev en livline.
Ud af sorgen voksede en idé - og modet til at handle
Midt i savnet til Carl-Louie opstod visionen om at skabe et mødested i hans ånd. En mulighed bød sig, og Louie & Venner blev til.
Stedets værdier er forankret i den dreng, de alle elskede:
- Modet til at prøve nyt
- Glæden ved god mad og friskhed
- Kreativiteten, der folder sig ud i rum, farver og legekroge
- Kærligheden til havet, som præger både stemning og råvarer
Her må gæsterne gerne grine, nyde maden og føle sig hjemme – også selv om stedet bærer navnet på en dreng, der ikke længere er her. Som familierne siger, lever de ikke videre uden Carl-Louie, men med ham. Og nu også med ham som en del af deres arbejdsdag.
Et iværksætterprojekt med hjertet forrest - og lokalsamfundet i ryggen
Nomineringen til Iværksætterprisen fremhæver Louie & Venner som et stærkt eksempel på, hvordan mod, værdier og fællesskab kan blive til et bæredygtigt og nyskabende iværksætterprojekt.
Stedet i Rørvig er på kort tid blevet et lokalt samlingspunkt og et bevis på, at store visioner også kan vokse ud af livets sværeste øjeblikke.