Tre mennesker foran et billedtæppe med teksten NKT
Foto © Helene Nielsen

NKT nomineret til Vækstprisen 2025

NKT (Danmark) i Asnæs er blandt de nominerede til årets Vækstpris ved OdsHædring 2025. Det handler om lokal investering, vækst og et farvel til løse rygter

Tre mennesker foran et billedtæppe med teksten NKT
Foto © Helene Nielsen

I løbet af 2024 meldte virksomheden ud om en omfattende udvidelse af produktionen og den årlige kabelproduktion. Det kræver i omegnen af 100 nye medarbejdere og en målrettet rekrutteringsindsats, som NKT satte i gang allerede før sommerferien. De første operatører er ansat, og rekrutteringen fortsætter i takt med, at produktionsudvidelsen skrider frem.

En investering, der skaber arbejdspladser og optimisme

Nomineringen til Vækstprisen er blevet begrundet med NKTs store lokale investeringer og virksomhedens evne til at skabe vækst og nye job i Odsherred. Det er en udvikling, som virksomheden selv er glad for at få frem i lyset.

I mange år har der blandt lokale floreret historier om, at NKT måske var på vej ned i gear eller ligefrem i afvikling. Netop derfor betyder det noget for virksomheden at få fortalt historien om den positive vækst og at fremtiden i Asnæs er fuld af nye muligheder.

“Vi tager det med sikkerhed meget seriøst”

Udvidelsen har medført en række centrale ansættelser, der skal sikre en solid og sikker drift: ny produktionsleder, HR business-partner og en HSE-specialist. Som HR-Director Renate Pedersen tidligere har sagt:
“Vi tager det med sikkerhed på byggepladsen meget seriøst. Det er ikke kun noget vi siger. Det er noget vi mener og handler ud fra.”

NKT har parallelt udviklet et særligt onboarding-program til de mange nye medarbejdere. Her indgår både klasserumsundervisning, sidemandsoplæring og oplæring på fabrikkens andre lokationer i Tjekkiet og Sverige, hvor identiske maskiner allerede er i drift.

En ny kultur på vej - og kabler til hele verden

Når NKT går fra 200 til omkring 300 medarbejdere, er det ikke kun produktionen, der forandres - det gør kulturen også.
“Det kan selvfølgelig være en udfordring at integrere så mange nye medarbejdere, men vi ser det også som en unik mulighed for at skabe en ny kultur på arbejdspladsen,” fortalte Renate Pedersen tidligere.

Kablerne fra Asnæs gør sig bemærket globalt. De transporterer strøm mellem byer og regioner og indgår i den grønne omstilling ved at forbinde solcelleparker til elnettet. Nu bliver den lokale fabrik i stigende grad også et symbol på fremtidens energiinfrastruktur - og på arbejdspladser, der er kommet for at blive.

Fra rygter til realiteter

NKT har ønsket at fjerne enhver tvivl: Asnæs-fabrikken er ikke på vej ud - den er på vej op. Nomineringen til Vækstprisen 2025 sætter en tyk streg under den retning.