Nomineret til Fødevareprisen: Vild med græskar

Broholm Lammefjorden leverer blandt andet græskar til Michelin-restaurant MOTA og kunder kommer langvejs fra for at blive klogere på græskar

Milton Rokkjær Vangsgaard fik sig lidt af en overraskelse, da erhvervskonsulent Rune Larsen Rosenhegn mandag formiddag dukkede op uden varsel. Beskeden var god: Broholm Lammefjorden i Hørve er nomineret til Fødevareprisen ved OdsHædring 2025.

Det er ni år siden, Milton og hans kone Nikita købte gården Broholm og de otte hektar jord på Lammefjorden. Siden er der kommet to forpagtede hektar til - alt sammen for at dyrke grøntsager på den næringsrige fjordbund.

Da parret for under fire år siden kastede sig ud i græskardyrkning, startede de med 1.000 planter. I år lød tallet på 10.000. I de nu høstede marker mæsker kragerne sig stadig i græskarrester, mens Milton fortæller, næsten undskyldende, hvor fascineret han er af græskardyrkning: Fra et lille frø vokser der sejlivede planter og flotte frugter frem. Og ja – botanisk set er et græskar en frugt, fordi det udvikles fra en blomst og har frø. Mange vil nok stadig kalde det en grøntsag.

Broholm Lammefjorden leverer blandt andet græskar til Michelin-restauranten MOTA, og kunder kommer langvejs fra for at besøge gården, når der afholdes ”Græskardage” hen over efteråret. Her finder man mange forskellige typer af både pynte-, spise-, og de klassiske orange halloween-græskar.

Milton vil nu gerne formidle endnu mere om Lammefjorden og grøntsagsdyrkning. Han planlægger guidede ture med fokus på lokale fødevarer. Inspiration mangler ikke. Tidligere i år spurgte en kunde, hvor alle græskarrene mon var blevet gravet op henne, fortæller han med et smil på læben.

Første skridt til de kommende ture er allerede på plads: en vogn med siddepladser, der fra næste sommer skal trækkes rundt i Odsherred af en traktor med gourmetturister og grøntsagsentusiaster ombord.

Broholm Lammefjorden er nomineret til Fødevareprisen for at have skabt et stærkt gastronomisk brand for græskar, squash og gourmetmajs. Samtidig fremhæves virksomheden som et eksempel på et nyt iværksætteri med en klar niche og som en aktiv del af oplevelsesøkonomien i Odsherred.