
Kendt iværksætter og AI-ekspert gæster erhvervskonference i Odsherred
Oplæg fra Aarstiderne-stifter Søren Ejlersen og Thürmer Tools-direktør Erick Thürmer på Campus Odsherred.

Virksomheder i Odsherred får snart mulighed for at mødes, udveksle erfaringer og hente ny inspiration, når der inviteres til Odsherred Erhvervskonference på det nye Campus Odsherred onsdag den 15. april.
Konferencen er åben for alle erhvervsdrivende med CVR-nummer i kommunen og byder på en eftermiddag med faglige oplæg, dialog og gode muligheder for at netværke med andre lokale virksomheder.
Arrangementet afvikles i samarbejde mellem Odsherred Kommune, Dragsholm Sparekasse, Odsherred Erhvervsforum og Dansk Industri.
Dagen foregår i de nye rammer på Campus Odsherred, hvor elever fra gourmetlinjerne også står for maden til den afsluttende netværksmiddag.
Oplæg om iværksætteri, forandringer og ny teknologi
Blandt dagens oplægsholdere er iværksætter Søren Ejlersen, som er kendt som medstifter af Aarstiderne.com. Med afsæt i iværksætteri med mening fortæller han om sin rejse med at skabe forretning med fokus på klima, fællesskab og samfund.
Søren Ejlersen giver indblik i, hvordan man udvikler en idé, får andre med ombord og håndterer både op- og nedture undervejs – en fortælling om at turde tænke nyt, tage chancer og samtidig holde kursen.
Derudover kan deltagerne opleve Erick Thürmer, ejerleder af Thürmer Tools og ekspert i kunstig intelligens og grøn omstilling. Som fjerde generation i familievirksomheden arbejder han med at kombinere stærke håndværkstraditioner med en moderne og digital tilgang til forretning.
I sit oplæg deler han erfaringer med, hvordan virksomheder kan navigere i en tid præget af hastige forandringer, og hvordan man opbygger robuste organisationer, der kan håndtere kompleksitet og drive transformation. Erick Thürmer har blandt andet været med til at vinde Den Digitale Førertrøje og er medlem af både Erhvervsministeriets Disruption Task Force og Børsens Disruptionråd.
Mulighed for dialog med kommunens ledelse
Konferencen giver også deltagerne mulighed for at møde Odsherreds borgmester Hanne Pigonska og er samtidig en af de første offentlige anledninger til at møde Odsherreds nye kommunaldirektør, Mette Touborg, der tiltræder stillingen 1. april. Dermed får erhvervslivet en oplagt mulighed for både at hilse på og byde kommunens nye øverste administrative leder velkommen til Odsherred.
Der vil undervejs være mulighed for at stille spørgsmål til både oplægsholdere, borgmester og kommunaldirektør, og programmet lægger op til en åben og erhvervsrelevant debat.
Gratis deltagelse – husk tilmelding
Deltagelse i erhvervskonferencen er gratis, men kræver tilmelding senest den 20. marts.
Send en mail til pim@odsherred.dk med oplysning om, hvor mange I deltager, og om I ønsker at være med til netværksmiddagen.
Der har tidligere været tekniske udfordringer med tilmeldingerne. Hvis du har haft problemer med at tilmelde dig, opfordres du til at prøve igen.
Pladserne er begrænsede, så det anbefales at tilmelde sig hurtigst muligt.




