Ny afdelingsleder for Odsherred Kommunes byggesagsafdeling

Rikke Storgaard Lindstrøm, som den 1. december tiltrådte som afdelingsleder for byggesagsafdelingen, er så langt fra et nyt ansigt på rådhuset.

Rikke kan næsten gå under betegnelsen ”gammel kending”. Hun har været en del af Odsherred Kommune siden 2012, hvor hun begyndte som byggesagsbehandler med fokus på sommerhuse og enfamiliehuse. Kort efter blev hendes område udvidet med erhvervsområdet, hvor hun gennem flere år har behandlet en bred vifte af erhvervssager.

I 2019 blev Rikke teamkoordinator i byggesagsafdelingen, hvor hun blandt andet fik ansvaret for at implementere Odsherred Kommunes proces for hurtigt svar på forespørgsler, som giver ansøgere mulighed for afklaring på deres projekter inden de går i gang med at ansøge om byggetilladelse. Siden da har Rikke arbejdet med optimering af processer og sagsbehandlingstider indenfor sommerhuse og enfamiliehuse.

Rikke har klare mål i den nye stilling.

”Min ambition som afdelingsleder for byggesager er at kombinere høj faglighed med service og tilgængelighed, så erhvervslivet oplever kommunen som en konstruktiv samarbejdspartner.
Jeg ser frem til at styrke dialogen og samarbejdet med erhvervslivet, så vi sammen kan skabe effektive og klare løsninger for fremtidige byggesager”, siger Rikke Storgaard Lindstrøm.