Her kan du læse om kvaliteten af og nøjagtigheden i de digitale kort på vores hjemmeside.
Datakvalitet
Når du bruger digitale kort, skal du vide, at kortene kun er vejledende. Dataene kan have forskellig alder/ajourføringsfrekvens og nøjagtighed. Bemærk desuden, at når forskellige typer kortværk (matrikelkort, teknisk kort, temalag, ortofoto o.lign.) vises samtidig og ikke alle temaer er tegnet med samme nøjagtighed betyde det, at der ofte vil være en geografisk unøjagtighed mellem temaerne.
Kortdata stilles til rådighed, som de er, og Odsherred Kommune har intet ansvar for hverken indhold, oprindelse, fejl og mangler eller nogen form for skade eller tab, der måtte følge af brug af data.
Matrikelkort
Det digitale matrikelkort skal betragtes som vejledende, da det er behæftet med en usikkerhed på typisk 0,1-4,0 m (afhængigt af område, produktionsmetode, alder og evt. opstået hævd). De praktiserende landinspektører har eneret til at fastslå det ejendomsretligt gældende skel. Hvis du ønsker en konkret konstatering af et skel, skal du derfor - for egen regning - kontakte en landinspektør.
Hvis du vil vide mere om matrikelkort, skel, vej m.m. kan du få svar på ofte stillede spørgsmål på Geodatastyrelsens hjemmeside.
Matrikelkortet har til formål at være en grafisk visning af Matrikelregisteret, således at de enkelte matrikulære arealer kan identificeres, men kortet er ikke nøjagtig hvad angår skellenes geografiske placering - og falder ikke altid sammen med de synlige grænser (som fx hegn/hæk) i landskabet. Matrikelkortet er et oversigtskort og kan derfor ikke alene afgøre et skels beliggenhed.
Det digitale matrikelkort blev produceret i 90'erne. Nogle skel er indlagt efter indmåling af en landinspektør og har en nøjagtighed i kortet på +/- 10 cm. Det drejer sig typisk om de offentlige veje og større udstykninger. Andre skel er indlagt ved digitalisering af de analoge matrikelkort fra 1700-tallet. Her kan nøjagtigheden variere og i nogle områder være +/- 20 m.
Ortofoto
Et ortofoto er et luftfoto, der er georefereret dvs. korrigeret og bearbejdet, så det er målfast. Et fotos opløsning er afgørende for nøjagtigheden. De nyeste ortofotos har en opløsning på 10 cm. Lidt ældre ortofotos kan have en opløsning på 40-60 cm.