Hvis din virksomhed har brug for at aflede spildevand, skal du søge om tilladelse til det hos kommunen.
Hvis din virksomhed har industrispildevand, kræver det en udledningstilladelse eller tilslutningstilladelse at komme af med spildevandet.
Kommunen arbejder sammen med Odsherred Forsyning, sådan at det sikres, at afledningen af spildevandet ikke skader miljøet eller kloakker og renseanlæg.
Hvis du har spørgsmål til drift af kloaksystemet eller tømningsordning, kan du kontakte:
Odsherred Forsyning A/S på 70 12 00 49 eller info@odsherredforsyning.dk
Fedtudskiller kampagne
Er du ejer af restaurant, kro, slagterforretning, kantine eller lignende – skal dit firma have installeret en fedtudskiller. Odsherred Kommune er i gang med at kontakte firmaer der producerer fødevarer, og dermed fedt i spildevandet. Dette gøres for at sikre, at det offentlige kloaksystem fungerer til gavn for alle.
Har dit firma allerede en fedtudskiller?
- så skal den tømmes med jævne mellemrum. Derfor skal du have en fast aftale med et slamsugerfirma.
Fedtet giver mange problemer
Kloaknettet er følsomt over for fedt i spildevandet. Fedtklumper kan tilstoppe rørene, med risiko for overløb og kloakvand i folks kældre. Fedt i kloakrørene udvikler farlige svovlbrinter. De korroderer rørene indefra og er skadelige for forsyningens kloakfolk. Et andet problem med fedt i spildevandet er at filtre på renseanlægget stopper til. Disse filtre er en del af den forbedrede rensning.
Sidst men ikke mindst giver den længere transport i rørene problemer med fedt. Spildevandet skal igennem store pumper. Når fedt bliver pisket gennem pumperne, emulgerer det, og får konsistens som mayonnaise, der også stopper rørene med risiko for overløb.
Derfor skal virksomheder der udleder fedt have installeret en fedtudskiller
Beskrivelse af en fedtudskillers funktion
En fedtudskiller er en tank der kobles på kloakken før vandet ledes videre ud til offentlig kloak. Den fungerer ved at afkøle og forsinke vandstrømmen, så fedtet har tid til at stivne, og danne et lag øverst i fedtudskilleren.
Tømning
En fedtudskiller skal tømmes tit. Når den er fyldt med fedt, vil den ikke fungere, men lede nyt tilført fedt videre ud i kloakken. Derfor skal virksomheden have en fast aftale med et slamsugerfirma. Tømningshyppigheden afhænger af mængden af fedt der udledes fra den enkelte virksomhed.
Der er andre forhold man skal tage hensyn til når man har en fedtudskiller.
Brug af skrappe rengøringsmidler og højtryksrenser kan få fedtet til at emulgerer, med efterfølgende problemer på renseanlægget. Hvis fedtholdigt varmt vand ikke når at afkøle tilstrækkeligt i tanken, vil fedtet ikke frasepareres, men føres videre med resten af spildevandet. Derfor skal temperaturen på det udledte spildevand kendes.
Hvem kontakter vi først
Vandteamet i kommunen vil kontakte relevante firmaer i en prioriteret rækkefølge. Fødevarerproducerende firmaer i Odden Havneby har allerede hørt fra kommunen. Derefter vil firmaer i Vig og Nørre Asmindrup blive kontaktet.
Kontakt:
Center for Natur, Miljø og Trafik, Vandteam på 59 66 60 08
vand@odsherred.dk