Odsherred Kommunes Familieafdeling søger 2 familiebehandlere
- Ansættelsessted
- Nykøbing Sj.
- Ansøgningsfrist
- 14.08.2025
- Kontaktpersoner
- Natacha Hansen Teamleder59 66 64 42 naaha@odsherred.dk
Vil du være med til at gøre en forskel for børn, unge og deres familier i Odsherred Kommune? Og kan du stå i det svære og samtidigt bevare overblikket og med omsorg skabe forandring? Så er det måske dig vi mangler. Familieafdelingen i Odsherred kommune er i rivende udvikling, og vi mangler dig, der vil med på rejsen som familiebehandler i vores Støtte- og behandlerteam.
Om støtte- og behandlerteamet:
I Støtte- og behandlerteamet varetager vi rådgivning, vejledning, støtte- og behandlingsindsatser jf. BL §§30, 31, 32 og 81. Det kan f.eks. være familiebehandling, kontaktpersonsopgaver, terapeutiske forløb, praktisk pædagogisk støtte, samværsopgaver mv.
Vores opgaver er mange og brede og spænder fra angst, skolevægring og autisme til tilknytningsforstyrrelser, overgreb og alt derimellem. Derfor har vores nuværende medarbejdere også mange forskellige kompetencer. Vi er ret vilde med at kunne noget forskelligt og gør os umage med at matche den enkeltes kompetencer med den enkelte udviklingsopgave.
Vi er aktuelt 20 dygtige kollegaer samlet under én leder. Vi skal alle i gang med en 1-årig traumeuddannelse, hvor vi i fællesskab bygger ovenpå vores nuværende kompetencer og styrker vores både fælles og tværfaglige blik, for den indsats vi tilbyder vores børn, unge og familier.
Vi arbejder ud fra en helhedsorienteret behandlingsmetodik, og i vores faglige forståelse af familiernes problemkompleksitet trækker vi i høj grad på systemisk tænkning og mentaliserende praksis. Vi vægter en anerkendende, mentaliserende og ressourceorienteret tilgang, og vores indsatser arbejder for at styrke barnets, den unges og familiens relationer og netværk.
Dine arbejdsopgaver vil være:
- Forældresamtaler og børne/ungesamtaler
- Vejledning og rådgivning
- Familiebehandling – primært i hjemmet
- At arbejde med relationer, mønstre og kommunikation i familien
- Støtte familien i forbindelse med hjemgivelse af et anbragt barn
- Formidling af viden, tilgange og redskaber i forhold til barnets diagnose
- Praktisk pædagogisk støtte i hjemmet
- Indgå i samværsordninger
- Dokumentation i form af journalisering og statusskrivelser
- Akutte indsatser i familier med højt bekymringsniveau/alternativ til anbringelse
- Tværfagligt samarbejde internt i Familie- og Ungeindsatsen, samt med socialrådgivere, sundhedsplejersker, PPR, rusmiddelcenter, skoler, daginstitutioner, psykiatri, m.fl.
Vi leder efter dig, der:
- Har relevant grunduddannelse som fx pædagog, socialrådgiver, sygeplejerske eller psykolog med en overbygning som familiebehandler og gerne anden terapeutisk overbygning
- Har teoretisk/metodisk viden og erfaring i forskellige pædagogiske og terapeutiske tilgange
- Har erfaring med at arbejde med sårbare og udsatte familier
- Har konkret erhvervserfaring fra arbejdet med enten svære psykiatriske lidelser, misbrug, traumer eller personfarlig kriminalitet
- Kan arbejde selvstændigt med en høj faglig etik og med et udviklings- og ressourceorienteret udgangspunkt
- Trives i at træde ind i en udviklingstid, hvor nye indsatser, teams og arbejdsgange skal udvikles
- Bidrager til et positivt og energisk arbejdsmiljø med fokus på udvikling
- Har kørekort
Fremhæv gerne i din ansøgning hvilke typer af opgaver og målgrupper du har specifik kompetence, erfaring og viden om. Vi forventer ikke, at alle kan det hele, men søger dig, der er et fagligt fyrtårn på netop dit fagområde.
Vi tilbyder:
- Spændende og afvekslende arbejdsopgaver
- En medarbejdergruppe og ledelse med fokus på faglig udvikling
- En dialogbaseret og inddragende ledelse
- Ekstern supervision, intern sparring med ledelse og dygtige kollegaer
- Fast tilknytning til mindre sparrings- og supervisionsgruppe
- Mulighed for at tilrettelægge din arbejdstid inden for vores flekstidsaftale
- En arbejdsplads, der vægter fagligheden, hylder fællesskabet, har fokus på trivslen og holder af et godt grin
Løn- og ansættelsesvilkår:
Vi har lokaler i både Hørve og Nykøbing Sj. og opgaver på begge adresser vil forekomme ligesom mange opgaver vil skulle forventes at varetages i familiernes hjem. Kørekort er derfor påkrævet. Vi har åbent kontormiljø med flyverpladser og mulighed for kollegial sparring i løbet af hverdagen.
Du skal være indstillet på at være fleksibel i din planlægning af tid og indimellem afvige/ændre på dine timer, hvis der opstår en akut situation, som kræver dette. Du skal ligeledes være indstillet på, at nogle af dine opgaver indimellem kan kræve aftenarbejde. Du vil som udgangspunkt være selvtilrettelæggende af din tid.
De 2 ledige stillinger er på 37 timer ugentligt og med tiltrædelse hurtigst muligt dog senest d. 1. oktober 2025. Ansættelsen sker efter gældende overenskomst.
Som led i ansættelsesprocessen indhenter vi referencer samt børne- og straffeattest.
Odsherred Kommune er en røgfri arbejdsplads.
Ansøgningsfrist er d. 14. august 2025 kl.12.00. Samtaler afholdes d. 20. august og den 28. august 2025.
Spørgsmål er meget velkommen, og du kan kontakte:
Leder af Støtte- og behandlerteamet, Natacha Hansen: tlf.: 59 66 64 42
Vi glæder os til at høre fra dig.
Om at arbejde i Odsherred Kommune
Odsherred er et attraktivt sted at arbejde og bo. Som arbejdsplads vægter kommunen, at medarbejderne oplever fleksibilitet og medbestemmelse i hverdagen. Odsherred Kommune har gennem flere år haft fokus på at udvikle arbejdspladsen til et sted, der både giver faglige udfordringer og spiller godt sammen med livet udenfor jobbet.
Stillinger i Odsherred Kommune er som udgangspunkt på fuld tid med mulighed for tilpasning til ansøgeres ønske.
I Odsherred er der plads til forskellighed, virkelyst, nysgerrighed og mod. Vi er stolte af vores natur, som sætter tankerne i bevægelse og inspirerer dem, der vil udvikle måden, vi lever, oplever, arbejder og driver virksomhed på.
Odsherred Kommune har røgfri arbejdstid. Gør en forskel og betyd noget for nogen. Kom med på holdet i Odsherred Kommune.