Odsherred Kommune har solgt tre byggefelter til Hørve-entreprenør, som forbereder salg af omkring 45 ejer- og andelsboliger tæt på OK-fondens kommende seniorbofælleskab med 24 almene boliger. Og grund til Padel-center på Kongeengen er også solgt.
Der er udsigt til stor byggeaktivitet på Getsøvej omkring Vandtårnet i Nykøbing de kommende år med op mod 70 almene-, andels- og ejerboliger, efter at Odsherred Kommune netop har solgt de sidste tre byggefelter A, B og D på til sammen knap 34.000 m2 eller 3,4 hektar til ingeniør og aut. kloakmester Peter Bøgelund, Hørve, som nu sætter gang i tegningerne for 45 ejer- og andelsboliger opført som rækkehusbebyggelse og evt. i halvandet plan og henvendt til både familier og seniorer.
- Vi sætter gang i arkitekttegningerne nu og udbyder derefter boligerne til salg, og det er min forventning, at vi kan komme i jorden i løbet af 2022. Der er stor interesse og efterspørgsel efter nye boliger i området, og det er et godt beliggende område med stor herlighedsværdi, siger Peter Bøgelund, som også har gang i opførelsen af 19 andelsboliger ved Skolegade i Hørve.
Hans firma med 40 ansatte står selv for hele entreprisen fra udstykning og sokkel til murværk og tømrer.
Byggefelterne på Getsøvej er alle udsolgt
I forvejen har OK-Fonden en interessegruppe bag de kommende 24 almene boliger i det kommende seniorbofællesskab med fælleshus, hvor spaden sættes i jorden til maj 2022 med forventet færdiggørelse maj 2023 med Gazelle-virksomheden Thormann A/S fra Roskilde som totalentreprenør. OK-Fonden har erhvervet byggefeltet C i lokalplanen for området på 12.200 m2.
Dermed bliver et af de sidste og nyeste lokalplanlagte nye boligområder i Nykøbing udbygget med boliger. Området ligger omgivet af Vandtårnet og Nykøbing Sj. Fjernvarmes solfangeranlæg og tæt på Grønnehave Skov og Grønnehavebæk-projektet med opsamling af regnvand i et naturområde med sø, stier og et bålhus og med kik til Nykøbing Bugt/Isefjorden samt Kattegat fra området ved Vandtårnet.
Byrådet har netop bevilget 3,5 mio. kr. til en udvidelse af Getsøvej fra indkørselen fra Nyledsbakken og frem til den tidligere landejendom i byggefeltet D ved vådområdet Grønnehave Bæk. Der bliver også opsat gadebelysning på denne del af vejen.
Køb, Salg og Ejendomsudvikling i Center for Erhverv, Plan, Byggesag og Boligudvikling har også netop solgt en 12.000 m2 grund på Egebjergvej 48 i Nykøbing. Det er området på Kongeengen syd for tennisbanerne ved den tidligere skovbørnehave, hvor et privat firma, Vipadel vil opføre en padelhal og fire udendørs padelbaner. Opførelsen af centret er betinget af godkendelse fra Kystinspektoratet.
Fodboldklubben NIFs træningsbaner ved siden af bliver ikke berørt af den kommende padelhal.
Padel er en sportsgren, der praktiseres parvis, det vil sige, at der normalt er fire spillere på banen – to mod to. Det har stor lighed med tennis, da man skal spille bolden over nettet i midten af banen og få det til at ramme modstanderens felt. Samtidig minder det om Squash, da det er tilladt at bruge banderne.