Når badesæsonen om kort tid går i gang har både rene strande, godt badevand og sikkerhed høj prioritet for at give alle den bedste oplevelse.
Sommer, ferie, masser af sol og is - og så lige en tur i vandet for at svale af og en dejlig dag på stranden. Det står højt på manges ønskeseddel de kommende måneder, og Odsherred kan indfri det meste. Her er nogle af landets bedste og mest børnevenlige badestrande med den bedste badevandskvalitet, og ved to af strandene, nemlig på Rørvig Strand ved Kabelhuset på Telegrafvej samt på Gudmindrup Lyng Strand har TrygFonden igen i år opsat de rød- og hvidstribede livreddertårne, som fra uge 25 til uge 32 vil være bemandet alle dage fra klokken 11 til 19 med specialuddannede kystlivreddere.
På 12 af de bedste badestrande vil der hver onsdag efter behov blive samlet tang på stranden i perioden 1. juni til 31. august, som her efter bliver fjernet inden weekenden. Strandene er Vraget, Ordrup, Høve, Mogens Heeringsvej, Korevlevej, Ellinge Strandvej, Ellinge Skovvej, Gudmindrup, Nordstrand, Skærby, Lynghusvej og Telegrafvej.
To nye strandstationer efter Odsherred designmed bad og toilet er på vej ved henholdsvis Gudmindrup Strand og Korevlerne foruden den ved Nordstrand, som blev opsat for et par år siden.
- Det er kun det gode vejr, vi ikke er herrer over, men vi ved da, at Odsherred har flere solskinstimer end mange andre steder i landet, så vi glæder os til at tage imod turister og landliggere, gæster og lystsejlere og ikke mindst alle vores borgere, som får lyst til at tage en tur til stranden eller besøge en af vores havne, siger formand for Miljø- og Klimaudvalget Morten Egeskov.
Byrådet har vedtaget, at kommunen fra 2018 ikke længere skal være med i Blå Flag-ordningen, men i stedet fortsætte brandingen af de kommunale strande i andet regi. I 2016 blev udført badevandsanalyser på 33 badevandsstationer rundt langs alle Odsherreds kyster, og heraf opnåede 29 strande betegnelse udmærket, 1 god og 3 tilfredsstillende.
Aktiviteter gennem sommeren
I denne sidste sæson med Blå Flag i Odsherred får igen de tre lystbådehavne på Odden, Rørvig og Nykøbing et blåt flag, og det samme gør de seks bedste badestrande, som er Ordrup strand og Gudmindrup Lyng Strand i Sejerø Bugt og Skærby Strand, Nordstrand, Stranden ved Lynghusvej og stranden ved Telegrafvejen (Rørvig Strand) ved Kattegat. Strandene ved Ordrup og Gudmindrup er handicapvenligt indrettet med gode adgangsforhold for handicappede.
I badesæsonen tilbydes en lang række aktiviteter i havnene og ved strandene, bl.a. krabbekonkurrencer og havnesafari, og besøg af livredderne fra TrygFonden søndag den 16. juli ved Nordstrand, Gudmindrup Strand, stranden ved Telegrafvejen, Skærby Strand, Dragsholm offentlige Strand (Høve Strand). Livredderne demonstrerer kunstigt åndedræt, viser hvordan man giver hjertemassage, bjærger en nødstedt og giver gode råd om sikkerhed i og ved vandet.