Realdania-kampagnen for kvalitet i kystbyer, Stedet Tæller, støtter projekt Havnehallen Odden Havneby med 1,2 mio. kr., mens kommunen og VisitOdsherred yder tilsvarende beløb.
Når Makrel Festivalen på Odden for tredje gang løber af stabelen til august 2016, åbner den tidligere auktionshal midt på havnefronten i Odden Havneby som et nyrenoveret multifunktionelt samlingssted for aktiviteter – en event- og oplevelseshal til gavn for brugerne af havnen, både turister, fastboende, lystsejlere og foreninger året rundt. Realdania-kampagnen for kvalitet i yderområdernes kystbyer, Stedet Tæller, har bevilget halvdelen af de 2,4 mio. kr., realiseringen af projekt ”Havnehallen Odden havneby – den gode maritime oplevelse i et lokalt miljø” vil koste, mens Odsherred Kommune og Visit Odsherred giver den anden halvdel fordelt med henholdsvis 1 mio. kr. og 200.000 kr.
En del af større indsats
Projektet er en del af større indsats, som kommunen er i gang med i Havnebyen. Byrådet har i forvejen bevilget en halv mio. kr. til byforskønnelse på Odden, hvor en række borgergrupper er i gang med at arbejde på konkrete forslag til en forskønnelse af havnebyen. Der har i den forbindelse også været peget på, at et løft af havnen ved fornyelse af den gamle auktionshal vil være et initiativ, som kan understøtte de lokale initiativer. Kommunen har også sammen med arkitektfirmaet Hasløv & Kjærsgaard et forslag på vej for en Helhedsplan for Odden Havn, hvori Havnehallen også indgår.
Understøtter liv og erhverv på havnen
- Det er en et flot projekt, vi nu får mulighed for at realisere, takket være den generøse donation fra Realdania, det er vi meget glade for, for det medvirker til at kunne give et tiltrængt løft til den tidligere erhvervshavn, og så passer projektet som fod i hose med både den igangværende forslag for en helhedsplan for Odden havn samt de ønsker, borgerne har haft til at forskønne Odden fra de byforskønnelsesmidler på en halv mio. kr., byrådet har bevilget sidste år, siger borgmester Thomas Adelskov og fortsætter:
- Med realiseringen af planerne får den aktive lokalbefolkning et centralt samlingssted for de begivenheder, events og arrangementer, som finder sted og mulighed for at skabe grobund for nye aktiviteter i gode rammer.
- Erhvervslivet får bedre muligheder for at drive virksomhed på havnen, og Havnebyen får en øget tiltrækningskraft på både turister og sommerhusejere ligesom sejlerne får lyst til at blive længere i havnen, hvilket igen giver øget liv og omsætning, siger borgmester Thomas Adelskov.
Event- og oplevelseshal
Ideen går ud på at omdanne den gamle auktionshal til en event- og oplevelseshal. Auktionshallens eksisterende rammer skal brydes op og have et arkitektonisk løft, som sikrer stort lysindfald både fra oven gennem ovenlysvinduer formet som skorstenene på Odden Røgeri, tegnet af Arne Jacobsen, og fra siden med åbne facader og skydeporte. Med mobile elementer, som siddetrappe, udstillingsvæg, rumdeler, cafévogn og opbevaringsmulighed kan hallen bruges til forskellige formål.
Målet er at gøre auktionshuset til byens nye samlingssted for events og aktiviteter, både faste årligt og gerne ugentligt tilbagevendende arrangementer, markeder med lokale råvarer fra omkringliggende gårde og frisk fisk. Hallen skal rumme populære events som Odden sætter sejl, Makrelfestival samt nye events som dykkertræf, sejlertræf, udstillinger, torvemarked med mere. Med revitaliseringen af auktionshallen bevares havnens historie og får samtidig nyt liv og en sammenhæng mellem havnens tidligere funktions som fiskerihavn henimod en mere oplevelsesbaseret havn sikres.
Arkitektfirmaet Hasløv og Kjærsgaard har for Odsherred Kommune udarbejdet projektforslag for indretning af auktionshallen og omgivelserne. Arkitekterne er også rådgivere på helhedsplanen for Havnebyen. Borgerne er allerede inddraget i planerne, der skal realiseres i løbet af første halvår 2016 og stå færdig i slutningen af juli.