Byrådet besluttede den 6. oktober 2020 at sende forslag til lokalplan 2020-06 i offentlig høring. Sammen med lokalplanforslaget sendes forslag til kommuneplantillæg nr. 16 ligeledes i høring.
Kommuneplantillægget opretter en ramme til rekreative aktiviteter på matr. nr. 4o, Gelstrup By, Egebjerg, mens lokalplanen fastligger bestemmelser for opførelse af en museumsbygning til bil- og modelbiler på ejendommen.
De to planforslag er blevet miljøvurderet og vedlægges en miljørapport.
OBS:
Odsherred Kommune har modtaget en henvendelse fra Erhvervsstyrelsen, som ønsker dialog med Kommunen om plangrundlaget. For at give tid til denne dialog, har Kommunen valgt at forlænge høringen med 4 uger til og med den 8. december 2020.
Dialogen med erhvervsstyrelsen har nu ført til følgende ændringer i plangrundlaget. Den maksimalt tilladte bygningshøjde for den nye bygning er 8,5 m, mod tidligere 10 m. Desuden er Anvendelseskategorien for kommuneplanrammen ændret fra rekreativt område med mulighed for placering af ferie- og fritidsanlæg til landområde med mulighed for placering af bolig og udstillingshal. Justeringen i bygningshøjden er foretaget af hensyn til at begrænse påvirkningen på kystlandskabet. Justeringen i anvendelseskategorien skal sikre at området ikke på sigt kan benyttes til mere omfattende ferie- og fritidsanlæg. Ændringerne fremgår af nyt forslag til lokalplan og kommuneplantillæg som er markeret med "Ny" i den gule boks ovenfor.
Høringssvar skal sendes til plan@odsherred.dk senest den 5. november 2020 8. december 2020. Hvis du har spørgsmål, er du ligeledes velkommen til at skrive til os.
Hvad gør vi med dine data?
Når du indgiver et høringssvar, skal du være opmærksom på følgende:
- Ved indgivelse af høringssvar, vil dit fulde navn og adresse samt mail, blive offentliggjort på hjemmesiden, ved offentliggørelse af lokalplanen.
- Dette gør vi for at sikre en åben høringsproces, hvori også geografisk lokalitet på høringspart er relevant for indsigelsesretten.
- Ønsker du dine personlige oplysninger om navn, adresse og mail fjernet fra offentliggørelsen, bedes du gøre opmærksom på dette i forbindelse med indsendelse af høringssvar. Dine data vil blive fortsat blive journaliseret.
- Dine data vil ikke blive slettet fra hjemmesiden igen.
- Dine data opbevares på kommunens sikrede journaliseringssystem i 50 år.
Odsherred Kommune er ansvarlig for behandlingen af de personoplysninger som vi har modtaget om dig.
Du finder vores kontaktoplysninger her:
Odsherred Kommune
Plan-Teamet
Nyvej 22, 4573 Højby