Afdelingen Ejendomme forventer, svømmehallen genåbner i starten af september 2017 efter næsten et års lukning.
Odsherred Kommune har netop indgået en forligsaftale med entreprenøren Aqua Wellness A/S om Vig Svømmehal. Aftalen indebærer, at svømmehallen nu bliver repareret af entreprenøren, og 9. august forventer Afdelingen Ejendomme i Center for Plan, Byg og Erhverv, at der fyldes vand i bassinet igen. Forventningen er, at efter de tekniske justeringer vil svømmehallen kunne åbne for offentligheden i starten af september 2017.
Vig Idræts- og Kulturcenter åbnede 12. august 2016 efter om- og tilbygning efter branden tilbage i 2012, og svømmehallen var blevet renoveret, men kort efter åbningen viste der sig at være utætheder i bassindugen, så vandet fra bassinet løb ud. Det medførte en lukning af svømmehallen 1. september 2016, og en beslutning i november sidste år om at få en syns- og skønsmand til at vurdere skadernes omfang og deres årsag.
På baggrund af syns- og skønsrapporten valgte kommunen at indgå en aftale om forlig med entreprenøren, og det er den aftale, som nu foreligger, og som i øvrigt holder sig inden for rammerne af den bevilling, byrådet har afsat til sagen.
- Vi ser nu frem til, at svømmehallen kan åbne for de mange brugere igen og kan kun beklage lukningen gennem næsten et år. Forligsaftalen indebærer, at Aqua Wellness garanterer at levetiden for bassindugen og dermed svømmehallens holdbarhed ikke bliver forringet, og vi vil indsætte et såkaldt sladre-dræn, således at vi lynhurtigt kan opdage og udbedre, hvis der igen skulle komme en lækage eller skade på bassindugen, og at svømmehallen vil kunne åbne og bruges fuldstændig som planlagt, siger Thomas Winther, der er afdelingsleder for Ejendomme i Plan, Byg og Erhverv.
Brugerne af Vig Svømmehal har det sidste års tid været henvist til svømmehallerne i Asnæs og Nykøbing.