Odsherred Kommunes undersøgelser af den gamle brandøvelsesplads på Nørremarksvej 13, 4560 Vig viser et meget højt indhold af PFOS i grundvandet under jordoverfladen
Miljøstyrelsen bad i sommeren 2021 Odsherred Kommune om at undersøge om der var gamle brandøvelsespladser i kommunen, da tidligere brandøvelsespladser kan være forurenet med perfluorerede stoffer, såsom PFOS.
Kommunen har derfor udført undersøgelser på de 3 kendte brandøvelsespladser i kommunen - og modtog i eftermiddag resultaterne.
Der blev ikke fundet PFOS-/PFAS-forurening på lokaliteten i Nygade 15 i Asnæs, 4550 Asnæs og kun mindre overskridelser for PFOS/PFAS i jord og grundvand på arealet på Oddenvej 99, 4500 Nykøbing Sj, hvor brandstationen i Lumsås havde øvelsesplads.
Det ser helt anderledes ud for brandøvelsespladsen på Nørremarksvej 13, 4560 Vig
Resultater af undersøgelsen i Vig
I det terrænnære grundvand under pladsen, ca. 4 meter under jordoverfladen, er der fundet et meget højt indhold af PFOS. Summen af PFAS-forbindelser er målt til 10.000 nanogram pr. liter, mens indholdet af de 4 særlige PFAS-forbindelser, hvor PFOS er den ene, er på 9700 nanogram pr. liter. Det betyder, at grænseværdien er overskredet næsten 5000 gange i grundvandet under brandøvelsespladsen. PFOS blev målt til en koncentration på 8800 nanogram pr. liter.
I jorden er indholdet af PFAS under jordkvalitetskriteriet, mens indholdet i jorden af de 4 særlige PFAS-forbindelser, herunder PFOS, er fundet med indhold på ca. 5 gange jordkvalitetskriteriet.
Nørremarksvej 13 ligger indenfor område med særlige drikkevandsinteresser, men udenfor indvindingsopland til almene vandværker. Nærmeste vandværksboring ligger ca. 1,3 km sydvest for øvelsesområdet.
På baggrund af ovennævnte afstand og lokalitetens/brandøvelsespladsens placering udenfor indvindingsopland vurderes det, at drikkevandsindvindingen ikke er truet af den konstaterede forurening med PFAS.
Hvad har kommunen gjort i den aktuelle sag?
Odsherred Kommune har dags dato:
- Undersøgt om der er ejendomme i området der har egen drikkevandsforsyning – Ingen konstateret.
- Sendt brev til det nærmeste vandværk – indvindingsopland strækker sig ikke ind under øvelsespladsen
- Underrettet beredskabet
- Underrettet grundejere
- Underrettet Miljøstyrelsen og Region Sjælland
Odsherred Kommune iværksætter yderligere undersøgelser
Det er endnu for tidligt at sige noget om omfanget af PFOS-forureningen fra den gamle brandøvelsesplads på Nørremarksvej 13.
Odsherred Kommune vil derfor udover en analyse af de lokale brønde igangsætte en række yderligere undersøgelser, som for at kortlægge spredningen og omfanget af forureningen.
Hvad er PFOS?
PFOS er en såkaldt PFAS-forbindelse. PFAS er en samlebetegnelse for en række fluorholdige svært nedbrydelige, miljøfarlige stoffer. PFOS er under mistanke for at være hormonforstyrrende, kræftfremkaldende og at kunne ødelægge immunforsvaret. PFOS blev forbudt i brandøvelsesskum i 2006, men lagrene af brandskum måtte anvendes frem til 2011.
Grænseværdi for drikkevand | Mikrogram pr. liter | Nanogram pr. liter |
Sum af PFAS | 0,1 | 100 |
Sum af PFOA, PFOS, PFNA og PFHxS. | 0,002 | 2 |
Jordkvalitetskriterie | mg/kg |
Sum af PFAS | 0,4 |
sum af (PFOA, PFOS, PFNA og PFHxS) | 0,01 |
Yderligere information
Else Andersen, Afdelingsleder Natur og Vand, mobil 20 27 93 32