Byrådet har den 15. december vedtaget at udsende forslag til lokalplan 2020-08 for boligområdet ved Dovrevej, Nykøbing Sj, i offentlig høring. Pga. en fejl i udsendelse skal den i offentlig høring igen fra den 3. februar 2021 til og med den 3.marts 2021
Lokalplan nr. 2020-08
Lokalplanforslaget omfatter et areal af cirka 20 hektarer mellem Dovrevej og Forskodderne, i den nordlige del af Nykøbing Sj. Mod nord afgrænses lokalplanområdet af ubebyggede parcelhusgrunde, der igen støder op mod en blanding af yderligere parcelhuse og landbrugsjord. Mod syd støder området op med parcelhuse, dog med et grønt område i mellem. Lokalplan vil muliggøre etablering af 10 rækkehuse, med i alt 50 boligenheder.
Bebyggelsen opføres i et plan, med en maksimal kiphøjde på 8,5 m. Der udlægges parkeringsareal svarende til 1,5 plads pr. boligenhed samt cykelparkering svarende til 2,5 cykel pr 100m2 boligareal – se kortbilag 3, jf lokalplanforslaget, bilag 1.
Lokalplanforslaget muliggør, at lokalplanområdet fremadrettet kun kan anvendes til tæt-lav rækkehusbebyggelse. Bebyggelsesprocenten fastsættes til maksimal 40%. Lokalplanen sikrer desuden plads til et fællesareal som ikke må bebygges.
Offentlig høring
Lokalplanforslaget er per 3.februar 2021 i offentlig høring i 4 uger, til og med den 3.marts 2021.
Forslag kan downloades på kommunens hjemmeside under henholdsvis punkt nr. 183 fra Byrådets mødereferat og offentliggørelsen kan også læses på hjemmesiden.
Ændringsforslag og bemærkninger til begge planforslag mailes til plan@odsherred.dk eller sendes til Odsherred Kommune; Center for Miljø og Teknik, planteamet; Nyvej 22; 4573 Højby, - senest den 3. marts 2021.
I emnefeltet på din mail skal du skrive ”Høringssvar på lokalplan 2020-08”.
Herefter vil byrådet tage endelig stilling til planerne.
Hvis du allerede har indsendt høringssvar i første høringsperiode, så medtager vi dem i den kommende behandling.
Miljøvurdering
Planforslag er blevet vurderet i henhold til Lov om miljøvurdering af planer og programmer. Byrådet har truffet afgørelse om ikke at gennemføre en miljøvurdering, jf. lovens § 10. Begrundelsen er, at planerne ikke skønnes at have en væsentlig miljømæssig negativ indvirkning på området eller det omgivende miljø. Afgørelse herom offentliggøres sammen med forslaget til planerne. Miljøscreeningen kan findes på hjemmeside.
Klagevejledning
En afgørelse efter § 10 stk. 1 om at myndigheden ikke skal gennemføre en miljøvurdering, kan påklages efter reglerne fastsat i den lovgivning, som planen udarbejdes i henhold til, jf. § 48 stk. 1. Da planforslaget er udarbejdet efter planloven, betyder det, at nærværende screeningsafgørelse kan påklages til planklagenævnet med en klagefrist på 4 uger. Hvis du vil indbringe afgørelsen for domstolene, skal dette ske inden 6 måneder efter modtagelsen af afgørelsen.
Du klager via Klageportalen, som du finder et link til på forsiden af www.borger.dk. Log på med NEM-ID. Odsherred Kommune modtager afgørelsen fra Planklagenævnet. Det koster 900 kr. i gebyr at klage, som du kan betale med betalingskort i Klageportalen. Planklagenævnet tager sig kun af klager, som er kommet via Klageportalen. Ønsker du at klage på anden vis, skal du give os en begrundelse for dette, som Planklagenævnet bagefter vil tage stilling til. Send din begrundelse til Odsherred Kommune, Center for Miljø og Teknik, planteamet; Nyvej 22, 4573 Højby eller pr. mail.
Hvad gør vi med dine data?
Når du indgiver et høringssvar, skal du være opmærksom på følgende:
Ved indgivelse af høringssvar, vil dit fulde navn og adresse samt e-mail, blive offentliggjort på hjemmesiden, ved offentliggørelse af lokalplanen. Det gør vi fordi din bopæl kan være vigtig for andres forståelse af din interesse i sagen.
Dine data vil ikke blive slettet fra hjemmesiden igen.
Dine data opbevares på kommunens sikrede journaliseringssystem i 50 år.
Ønsker du dine personlige oplysninger om navn, adresse og mail fjernet fra offentliggørelsen, bedes du gøre opmærksom på dette i forbindelse med indsendelse af høringssvar. Dine data vil blive fortsat blive journaliseret.
Odsherred Kommune er ansvarlig for behandlingen af de personoplysninger som vi har modtaget om dig.
Du finder vores kontaktoplysninger her:
Odsherred Kommune
Plan-Teamet
Nyvej 22, 4573 Højby
CVR-nr.: 29 18 84 59
Telefon: 59 66 66 66
Mail via Digital Post på Borger.dk
Kontaktoplysninger til Odsherred Kommunes databeskyttelsesrådgiver kan findes på vores hjemmeside; https://www.odsherred.dk/din-kommune/skriv-til-kommunen/databeskyttelse. Du er altid velkommen til at kontakte vores databeskyttelsesrådgiver, hvis du har spørgsmål til behandlingen af dine personoplysninger.
Hvis du vil klage over håndteringen af dine data, kan du klage til datatilsynet, Datatilsynet.dk.
Ved spørgsmål er du velkommen til at kontakte planteamet: telefon 59 66 60 50 eller plan@odsherred.dk