Onsdag den 20. november 2019 er det International Lungedag. Odsherred Kommune markerer dagen gennem et arrangement planlagt i fællesskab med Asnæs Apotek, Lungeforeningen - Odsherred Lokalafdeling og afdeling for Sundhed i Sundhedscenter Odsherred.
Arrangementet finder sted onsdag 20. november 2019 følgende steder:
- Kl. 10.00-12.30 i Sundhedscenter Odsherred, 1. sal, Sygehusvej 5, 4500 Nykøbing Sjælland.
- Kl. 14.00-16.30 i Asnæs Centret, Centervejen, 4550 Asnæs, v. Asnæs Apotek.
Her kan du få foretaget en vejledende lungefunktionstest, og du kan få en snak om din lungefunktion, om rygestop, vejrtrækning, træning mv.
Selv om du føler dig rask og ikke har lungebesvær, kan det være en god ide at få målt din lungefunktion.
Overser symptomer
I Danmark har op mod 600.000 danskere en kronisk lungesygdom, men alt for mange ved ikke, at de er syge.
Udfordringen ved alle kroniske lungesygdomme, også de mere sjældne typer, er at symptomerne kan virke harmløse, og man kan vænne sig til dem eller bortforklare dem med fx dårlig form eller alder.
Det starter måske med, at man føler sig lidt forpustet, og med tiden mangler man luft til mere og mere. Eller hosten bliver skudt hen med ”det går nok snart over”. Men symptomer som fx åndenød og hoste i mere end to måneder kan være tegn på en kronisk lungesygdom. Jo hurtigere man opdager en lungesygdom, jo hurtigere kan man bremse sygdommens udvikling med rygestop, medicin og træning.
Det er derfor vigtigt, at man får målt sin lungefunktion, denne kan give en indikation på, om man er syg, og kan vise, om der er behov for et lægebesøg.
En lungefunktionsmåling foregår ved, at man puster i et apparat, der måler hvor meget og hvor hurtigt, man kan puste luft ud af lungerne. Målingen gør ikke ondt, og man får svar med det samme.
- Det er utrolig vigtigt at opspore de mange, også yngre, der uden at vide det lider af kronisk lungesygdom og få igangsat en behandling så tidlig som muligt - fx indledningsvist i form af et rygestop, siger afdelingsleder for Sundhed Helle Oldrup Jensen.
Fakta om lungesygdomme
- De to hyppigste lungesygdomme i Danmark er astma og KOL
- Omkring 600.000 danskere lider af en kronisk lungesygdom
- Antallet af voksne med astma er tredoblet i de seneste 30 år
- Hvert år bidrager KOL til ca. 5.500 dødsfald.
Yderligere oplysninger: Sundhedskoordinator Sussi Friis, Sundhedscenter, 59 66 56 04, sufr@odsherred.dk