OK-Fonden ser store fordele i samarbejde med kommune og andre interessenter om helhedsplan, så længe værdigrundlaget og fokus på livskvalitet i den tredje alder er med.
For OK-Fonden var det nyt at deltage i et bredt samarbejde om en helhedsplan – en masterplan – for et kommende blandet boligområde ved Vandtårnet på Getsøvej i Nykøbing Sj. i Odsherred Kommune i Nordvestsjælland i 2018-2019.
Men erfaringerne herfra er så gode, at projektchef Lennon Bo Andersen og projektleder, arkitekt og byggeøkonom Søren L. Pedersen fra OK-Fonden gerne giver sig i kast med tilsvarende helhedsplaner i fremtiden.
- Vores baggrund og formål er at tilbyde livskvalitet gennem gode seniorboliger og plejehjem, og så længe vi har kunnet holde det sigte, ser vi ikke nogen problemer i at deltage i en mere bred tænkning omkring udvikling af et nyt, blandet boligområde, siger projektchef Lennon Bo Andersen og understreger, at OK-Fonden gerne må tjene penge, men er en nonprofit selvejende omsorgsorganisation, hvor sigtet ikke er at jage et overskud, men understøtte værdier som tryghed, sikkerhed, kvalitet, høj faglighed.
Masterplanen for Getsøvej blev igangsat på foranledning af Odsherred Kommune som et resultat af et stigende antal henvendelser om flere seniorbofællesskaber i kommunen parret med kommunens ønske om at få taget hul på boligudstykning i det naturskønne og kuperede terræn omkring Vandtårnet og Grønnehave Skov i kommunens hovedby.
Et projekt for opsamling af regnvand i samarbejde mellem kommune og kloakforsyning, Grønnehave Bæk, er også blevet udarbejdet i området, som dermed tager sig ud som et attraktivt, rekreativt naturområde, som uden tvivl bliver udbygget over de kommende år.
OK-Fonden blev derfor inviteret ind som en væsentlig interessent i Masterplanen og deltog sammen med en række andre interessenter , bl.a. Odsherred Forsyning og Nykøbing Sj. Varmeværk samt en privat udstykker i to workshops arrangeret af arkitekt Lone Backs, Holbæk, der har udarbejdet Masterplanen for Odsherred Kommune.
Plads til 80 boliger i alt
Området er på 74.000 kvadratmeter svarende til 7,4 hektar eller 13,4 tønderland og rummer mulighed for cirka 80 boliger i alt.
Planen blev forelagt Økonomiudvalget i januar 2019 og på baggrund af planen blev lokalplan 2019-09 for et boligområde ved Getsøvej udarbejdet og godkendt 25. august 2020 i Byrådet.
Sideløbende har OK-Fonden haft inviteret interesserede borgere til først et fysisk interessemøde om kommende bofællesskaber på lokalplanens delområde 1, som rummer 3 byggefelter omkring vandtårnet og siden virtuelle møder på grund af Corona virus, senest i oktober 2020.
Her har foreløbig 36 husstande tilkendegivet deres interesse i en af de 20-25 almene boliger i det kommende seniorbofællesskab på lokalplanens byggefelt C, som projektleder Søren Pedersen er helt overbevist om vil skyde op i løbet af 2022 med indflytning i 2023.
God dialog og givende proces
- Vi har oplevet en overordentlig stor interesse for det ene bofællesskab, mens vi afventer interessen for det andet, der skal udformes som et aldersblandet bofællesskab opført som andelsboliger. Herudover er der mulighed for at opføre endnu et bofællesskab i området, ligesom der kan opføres individuelle boliger, siger Søren Pedersen. Han peger på en god og givende proces i forbindelse med udarbejdelse af Masterplanen.
- Vi har haft et tæt samarbejde med kommunen og haft en rigtig god dialog og er meget tilfredse med at have været med i udviklingen af dette nye spændende boligområde, selvom det måske for os har været en ny og lidt anderledes tilgang med en helhedsplan. Men det er absolut noget, vi godt kunne forestille os i andre sammenhænge, siger Søren Pedersen.
OK-Fonden er da også sammen med PFA i gang med planer om opførelse af et friplejehjem ved Slagelse banegård og har med PFA samlet planer om friplejehjem, seniorboliger og seniorbofællesskaber i 10 større danske byer for 2,5 mia. kr. over de kommende år.
Flere seniorboliger i Odsherred
I Odsherred Kommune har OK-Fonden fået en henvendelse fra en privat investor i Hørve vedrørende seniorboliger, og projektchef Lennon Bo Andersen er åben over for yderligere projekter de kommende år.
- For OK-Fonden er det målet at skabe gode og trygge boliger for ældre og seniorer, og derfor har vi også stor fokus på den involverende proces for dem, der er interesseret i at bo i et seniorbofællesskab. For har du boet 25-30 år eller mere i eget parcelhus har der kun været dig og evt. din ægtefælle til at beslutte, hvornår græsset skal slås, hvornår huset skal males og meget mere. Men når du skal bo i et bofællesskab med et fælleshus, er der altså nogle ting, der skal tages fælles beslutning om, lige fra om vi selv skal slå græs eller få en entreprenør til det, om hvilket porcelæn, vi skal købe til fælleshuset og ikke mindst, hvordan og hvornår vi skal benytte det og meget mere. Derfor holder vi månedlige møder med de kommende interesserede, for at få en beboergruppe, som er klar til at flytte ind i fællesskabet, fortæller projektchef Lennon Bo Andersen.
OK-Fonden driver i dag plejecentret Baeshøjgård i Vig og administrationen af fire seniorbofællesskaber i Odsherred Kommune: Perlen på Odden, Enghaven i Asnæs, Søkanten i Nykøbing og Rørvig Mølle i Rørvig.
Fakta om OK-Fonden
OK-Fonden er en dansk erhvervsdrivende fond, som arbejder på almindelige markedsvilkår. Vores overskud investeres direkte i udvikling af velfærdsløsninger. På den måde skaber vi værdi for de mennesker, vi har omsorg for i det daglige, og for samfundet som helhed.
OK-Fonden driver et hospice, 11 psykiatriske bo- og behandlingssteder, to socialøkonomiske virksomheder og 16 plejecentre landet over – med flere på vej. Derudover administrerer OK-Fonden 1.300 boliger, som vi selv har opført, blandt andet 480 boliger fordelt på 29 seniorbofællesskaber.
OK-Fonden beskæftiger ca. 2000 medarbejdere og har på 50 år sørget for boliger til 80.000 borgere.
Fra Lokalplan 2019-09 – beskrivelsen af området
”Fremadrettet vil området blive et landskabeligt beboelsesområde med store offentlige grønne områder med stier og veje, der kobler hele bebyggelsen sammen, samt giver tilknytning til eksisterende bebyggelse og stisystemer. Naturen er en vigtig del af projektet og har været et tilbagevendende punkt igennem hele processen.
Landskabet er smukt kuperet og med udsigt til skov og åbne arealer. Det er derfor vigtigt at fastholde dette naturlige element i et kommende projekt.
De stejle skrænter og våde lavbundarealer efterlader felter, der ikke kan bebygges og disse vil derfor indgå i den grønne naturpark. Området skal ikke ses som en traditionel park, men nærmere et forløb af rekreative formål, der tiltrækker både gamle og unge. Der kunne fx være tale om naturlegeplads, hundeluftestier, bænke o.l.
Disse tænkes ind i en sammenhæng med det nye Grønnehave Bæk projekt. Byens nuværende attraktion og udsigtspunkt ved vandtårnet skal også tænkes ind som et led i denne naturpark og give endnu en mulighed for udsyn over landskabet. Stier direkte fra boligområderne og ud i naturen er med til at styrke samhørigheden i området og være med til at danne relationer på tværs af boliggrupper og mennesker.
Med boligerne i området udført som gårdhavehuse eller rækkehuse, vil der ligeledes være mulighed for, at den vilde naturpark kan vokse helt op til boligerne og deres haver og de vil derved ligge som integreret i naturen og bidrage til områdets grønne strøg.”