Borgere, virksomheder, foreninger og alle andre interessenter har nu mulighed for at få indflydelse på de kommende års naturindsats i Odsherred Kommune
Miljø- og Klimaudvalget i byrådet har nu sendt forslaget til Odsherred Kommunes kommende naturpolitik i offentlig høring frem til 1. februar 2022. Formålet med den nye politik er at medvirke til at skabe mere og bedre natur i Odsherred.
Odsherreds natur er som udgangspunkt storslået. Kysterne, bakkerne og de mange naturområder giver herredet en særlig værdi. Inden for kommunegrænsen finder vi alle de forskellige naturtyper, som Danmark byder på; Vi er rige på enge, overdrev, heder, moser, søer og fredede fortidsminder. Men i lighed med resten af Danmark, så er der brug for at styrke den vilde natur og biodiversiteten. Der er et særligt fokus på sommerhusområder og fritidsgrunde, hvor der er et stort potentiale i endnu mere vild natur og flere levesteder for dyr og planter.
Det er denne samlede indsats, som Naturpolitikken og den medfølgende handleplan samt handlingskatalog strukturerer og sætter ind i en større helhed.
I udarbejdelsen af kommunens naturpolitik er en række fagpersoner og interessenter blevet inddraget. Der er desuden af flere omgange indhentet input og kommentarer på Odsherred Kommunes digitale borgerinddragelsesplatform Borgernet Odsherred. Den grundige inddragelse er sket for at opnå en god naturpolitik, der kommer til at kunne favne bredt.
Vi ser frem til at alle interessenter til at byde ind med deres input, kommentarer og projekter, så vi i fællesskab kan gøre en indsats og styrke naturen i Odsherred Kommune.
Det er muligt at sende et høringssvar til natur@odsherred.dk, ligesom alle kan give deres input på Borgernet Odsherred.