Samtlige partier i Odsherred Byråd bakker op om planerne for at skabe et stærkt ungdomsuddannelsesudbud i Odsherred, som indeholder udbud af både gymnasiale og erhvervsfaglige uddannelser – og skaber et attraktivt studie- og ungdomsmiljø.
Odsherreds Gymnasium og EUC Nordvestsjælland offentliggjorde i går deres fælles planer om at skabe et samlet visionært, tiltrækkende og mangfoldigt uddannelses- og fritidstilbud til unge i Odsherred. Det skal ske i ’Campus Odsherred’ i Asnæs, der skal danne rammen for et levende attraktivt ungdomsmiljø, hvor unge fra forskellige ungdomsuddannelser mødes på tværs i både skoletid og i fritid.
Odsherreds Gymnasium og EUC Nordvestsjælland vil samle deres lokaliteter i og omkring de eksisterende bygninger på Odsherreds Gymnasium i Asnæs – og samtidig investere i omegnen af 30 mio. kr. i at skabe nye attraktive fysiske rammer. Ambitionen er, at Campus Odsherred bliver valgt til af unge, fordi det er mere end blot et uddannelsessted, og skaber et godt ungdomsmiljø ved at åbne sig for foreninger, kulturaktører og borgere i den omkring liggende by.
Samtlige partier i byrådet bakker op
I Odsherred byråd tager alle partier godt imod uddannelsesinstitutionernes planer.
Den demografiske udvikling betyder at der bliver færre børn og unge i Odsherred hen over de næste 10 år. Samtidig vælger mange af kommunens unge i dag en gymnasial eller erhvervsfaglig uddannelse udenfor kommunegrænsen. Det faldende elevgrundlag presser vores ungdomsuddannelser i området, hvis de skal være bæredygtige i fremtiden. Set i det lys er det meget positivt, at de to store ungdomsuddannelsesinstitutioner nu tager skæbnen i egen hånd – og søger at skabe et ungdomsuddannelsesmiljø med den nødvendige kritiske masse. Den proces ønsker alle byrådets partier at bakke op om.
Attraktivt studie- og ungdomsmiljø
Det er helt afgørende for Odsherreds fremtidig udvikling, at vi også i fremtiden har et stærkt og attraktivt studie-, fritids- og ungdomsmiljø. Vi har som kommune brug for at endnu flere unge i Odsherred tager en ungdomsuddannelse, både gymnasial og erhvervsfaglig. Der er brug for alle unge, og vores lokale arbejdsmarked har brug for kvalificeret arbejdskraft, hvis vi vil have engagerede borgere, vækst og bæredygtig erhvervsudvikling i fremtiden. Det kan dannelsen af Campus Odsherred medvirke til.
Samtidig er stærke ungdomsuddannelser sammen med gode dagtilbud og skoler vigtigt i et bosætningsperspektiv. Campus Odsherred vil gøre os endnu mere attraktive for børnefamilier, der ønsker at tilbyde deres børn en tryg og god opvækst. Samtidig betyder det selvfølgelig også noget for en familie, at en mulig ny bopælskommune kan tilbyde et levende og dynamisk fritidsliv til de unge.
Campus Odsherred vil skabe stærke faglige og bæredygtige undervisningsmiljøer, hvor elever og lærere i dagligdagen vil møde hinanden og blive inspireret på tværs af uddannelser og faglighed. Vi skal bevare det der kendetegner både Odsherreds Gymnasium og EUC Nordvestsjælland i dag, nemlig nærværet og den positive og fællesskabsfremmende kultur. Udover at det vil resultere i en undervisning af høj kvalitet for de unge, så er det også den slags miljøer, der er attraktive at arbejde i. Det nye Campus Odsherred vil styrke vores rekruttering af lærere til Odsherred, og det vil igen give vores unge en endnu bedre uddannelse.
Skal række ud mod lokalsamfundet
Endelig er der spændende potentialer i, at det nye Campus Odsherred rækker ud mod lokalsamfundet, foreningerne, kulturinstitutioner og den omkringliggende by – og resten af Odsherred. Der er allerede bibliotek, forfatterskole, masser af idrætsforeninger, og vi kan lave et virkelig attraktivt aktivitetsområde på udendørsarealerne. Hvis vi sammen får lavet de rigtige rammer, så kan vi få skabt et af Sjællands allermest attraktive uddannelses- og ungdomsmiljøer i Asnæs.