Poul Johansen Fonden har doneret en borgmesterkæde fremstillet af tre smykkekunstnere med 20 små motiver fra Odsherred
15 år efter dannelsen af Odsherred Kommune får kommunen nu en borgmesterkæde, doneret af Poul Johansen Fonden med det formål at understrege borgmesterens rolle og funktion som kulturbærer og for at understrege embedets værdi og værdighed. Den fremhævede formand for Fonden, direktør Mads Bøttger, da han på vegne af Fondens bestyrelse ved byrådsmødets start tirsdag den 25. januar 2022 overrakte borgmesterkæden til borgmester Karina Vincentz.
Giver værdighed og værdi
- Det at være borgmester er et særligt embede, hvor man repræsenterer hele sin kommune med alle dets borgere, bygninger, flora, fauna og latente værdier og giver egnen sin sammenhængskraft. Vi har i andre sammenhænge set, hvordan en borgmester, smykket med en borgmesterkæde, giver embedet særlig værdighed og værdi og gør borgmesteren til en kulturbærer for hele sin egn. Den værdi og den værdighed ønsker vi i Fonden at give borgmesteren i Odsherred.
Udskrev konkurrence
- Det har for Fonden været en utrolig interessant og givende proces fra vi fik ideen til borgmesterkæden, til vi udskrev en konkurrence blandt egnens fremmeste smykkekunstnere, og til vi står her i dag og kan overrække borgmesterkæden; vi er meget glade for resultatet så en stor tak til kunstnerne, der virkelig har gjort et fantastisk stykke arbejde, sagde Mads Bøttger henvendt til de tre udførende kunstnere: guldsmed Maja Bovin, smykkekunstner Ane Meinert Folke og skulptør og smykkekunstner Irene Rosenkrantz.
- Vi finder at kæden repræsenterer hele området med dets latente værdier, markante bygningsværker og den form og natur og kultur, som hele kommunen er så rig på. Kæden symboliserer på smukkeste vis Odsherreds værdier og binder det sammen med stærke led formet af naturen, der til sammen danner en ubrydelig kæde, der giver Odsherred sin samlede identitet, fortalte Mads Bøttger, inden Lis Johansen, datter af Poul Johansen, præsenterede kæden for borgmesteren.
Fortæller egnens historie
Med kæden følger en beskrivelse af de 22 led med motiver i kæden og oplysninger om pleje af kæden samt en æske fremstillet i padauktræ, som er en særlig flot og hård træsort, af Simon Bovin, der var Poul Johansens gode ven og i øvrigt er far til smykkekunstneren Maja Bovin.
Ydmyg og stolt
Borgmester Karina Vincentz takkede på vegne af byrådet og kommunen for den flotte donation og inviterede kunstnerne til en dag at komme og fortælle mere om processen med fremstilling af borgmesterkæden.
- Det er med både ydmyghed og stolthed, jeg som kommunens borgmester vil bære denne kæde ved ganske særlige lejligheder. Jeg har læst om borgmesterkæder, at de oprindelig stammer helt tilbage fra 1200-1300-tallet, hvor håndværkere og storkøbmænd valgte byens råd i de tyske købstæder. Og borgmesterkæden var - og er fortsat - et symbol på værdighed og på autoritet.
- Endnu en gang mange tak for denne helt unikke kæde, som vi vil bære og værne om med glæde, ære og stolthed. Må borgmesterkæden blive et tegn på Odsherreds storhed, skønhed, styrke og mangfoldighed, sagde Karina Vincentz, hvorefter byrådet og de tilstedeværende tilhørere klappede.