Projektet "Del din passion" er ved vejs ende, og et metodekatalog skal vise, hvordan aktive 60+'ere og sårbare unge kan hjælpe hinanden.
I august 2017 mødtes frivillige 60+ ere og repræsentanter fra foreninger i Odsherred for at vælge styregruppen til projekt ”Del din passion med andre” og sætte projektet i gang. Med en bevilling på 1,6 mill. kr. fra VELUX-Fonden var man klar til at tage udfordringerne op i den udarbejdede projektbeskrivelse.
Med ”afprøvningsfasen”, som sluttede i december 2020, er projektet nu ved at være slut. I den sidste fase, som varer til 31. marts 2021, skal der udarbejdes et metodekatalog på basis af de erfaringer, og afprøvning af metoder gennem de 3½ år projektet har varet. På grund af Covid-19 blev projektet forlænget, fordi det var svært at gennemføre de aktiviteter, der var planlagt.
- Vi nåede det meste, men 2 temamøder i starten af 2020 måtte aflyses, og udsættelse til efteråret. Her blev de desværre heller ikke til noget grundet Covid-19 og forsamlingsforbuddet, fortæller Rud Teglers, Højby, fra Styregruppen.
- Alligevel mener vi, at der er samlet erfaring nok til at kunne lave metodekataloget. To konsulenter fra Socialt Udviklings Center, som har fulgt os gennem hele projektet, laver udkast til metodekataloget, dels på basis af de metoder, der er afprøvet i projektets forløb og dels på basis af interviews de havde med 60+ ere og unge, der har været med i projektet.
Ifølge projektplanen skal projektet også afsluttes med at anvise, hvordan der kan skabes en levedygtig organisering, som kan føre projektet videre til gavn for 60+ ere og sårbare unge i Odsherred Kommune. Det forslag og metodekataloget vil naturligvis blive omtalt her på hjemmesiden, når det foreligger.
På Styregruppens vegne skal lyde en stor tak til de foreninger, enkeltpersoner og medarbejdere fra kommunen, som har bidraget til projektet med et deres store engagement.
Læs også Seniorer skal inspirere unge