Fysioterapeut og master i folkesundhedsvidenskab Signe Vinther Mølgaard er ansat som hjerneskadekoordinator i Odsherred Kommune og koordinerer rehabiliteringsforløb for voksne med erhvervet hjerneskade i samarbejde med det tværfaglige team omkring borgeren.
Hvert år rammes cirka 100 mennesker af en erhvervet hjerneskade i Odsherred Kommune.
Ud af disse vurderes det, at over 80 af dem får behov for rehabilitering. Ifølge prognosen findes der i dag 741 borgere med en hjerneskade i Odsherred Kommune.
Sundhedsstyrelsen udgav i 2011 ”Forløbsprogram for rehabiliterings af voksne med erhvervet hjerneskade”, som blandt andet anbefalede landets kommuner at ansætte en hjerneskadekoordinator.
Odsherred Kommune har pr. 1. juni 2013 ansat Signe Vinther Mølgaard som hjerneskadekoordinator med fysisk placering på Vangen i Nykøbing.
Uddannet fysioterapeut
Signe Vinther Mølgaard er uddannet fysioterapeut i Esbjerg i 2006 og har en master i folkesundhedsvidenskab fra Københavns Universitet i 2010. De sidste syv år har hun arbejdet på Børnecenter for Rehabilitering i Virum, som er et neuro-rehabiliteringscenter under Region Hovedstaden.
Signes funktion i Odsherred Kommune bliver at varetage koordinering af sammenhængende rehabiliteringsforløb for voksne med erhvervet hjerneskade.
I praksis foregår det sådan, at Signe deltager i udskrivningskonferencen på sygehuset, når en borger, der måske har haft en blodprop, hjerneblødning eller været udsat for en trafikulykke, der har medført en hjerneskade, skal udskrives fra sygehuset.
Tværfaglig rehabilitering
Følgerne af en erhvervet hjerneskade er ofte komplekse og kan omfatte både fysiske, psykiske, kognitive, sociale og personlighedsmæssige aspekter. Derfor er der behov for en tværfaglig indsats.
Ofte vil der være behov for indsatser fra f.eks. træningsteamet på Odsherred Sundhedscenter i Nykøbing, hjemmeplejen og Job- og Voksencentret. En talepædagog kan i tilfælde af afasi/talebesvær efter en hjerneblødning, tumor eller blodprop også være involveret i rehabiliteringsforløbet.
Rehabiliteringen af borgere med erhvervet hjerneskade kan ligeledes foregå som et Aktivt Liv-forløb[1]
- Senest 10 dage efter udskrivningen mødes jeg og de relevante fagpersoner, borgeren og de pårørende i borgerens eget hjem for at tilrettelægge en indsats og udarbejde en rehabiliteringsplan. Efter cirka tre måneder mødes vi igen for at evaluere målene. Formålet med min funktion er at være det koordinerende led i borgerens rehabilitering, hvor jeg fungerer som kontaktpersonen, som borgeren og pårørende kan kontakte i forløbet. Livet forandres med ét, når man får en hjerneskade er pårørende til en borger med hjerneskade, siger Signe Vinther Mølgaard.
Borgere med erhvervet hjerneskade har naturligvis også hidtil fået tilbudt hjælp og rehabilitering, men kommunen udbygger nu den pågående indsats med en mere koordineret og tværfaglig indsats, som blandt andet suppleres af en fælles digitaliseret rehabiliteringsplan, som alle relevante fagpersoner har adgang til.
Signe vil have fast telefonisk træffetid hver mandag og onsdag kl. 9-10 på kontoret på Vangen og vil også altid kunne træffes pr. mail på hjerneskadekoordinator@odsherred.dk.
Et voksende antal ældre, som lever længere, er én af årsagerne til det stigende antal borgere med erhvervet hjerneskade, som følge af hjerneblødning eller blodprop. Symptomerne kan være bland andet være lammelser, balanceproblemer, syns- høre- eller føleforstyrrelser, besvær med planlægning, overblik og initiativ og talevanskeligheder.
Tidlig indsats
- En tidlig og målrettet indsats kan medvirke til at afhjælpe følgerne efter en erhvervet hjerneskade, og rehabliteringsindsatsen handler om at skabe sammenhæng og selvstændiggøre borgeren mest muligt, sådan at der opnås mest mulig livskvalitet, siger Signe Vinther Mølgaard.
Hjerneskadekoordinatoren bliver som oftest involveret ved et udskrivningskonference på sygehuset, men såvel fagpersoner, egen læge som borgeren med hjerneskade eller dennes pårørende kan tage direkte kontakt til hende.
- Det er erfaringen, at det at kunne få svar på nogle af de mange spørgsmål, som rejser sig i forbindelse med en hjerneskade giver afklaring og ro for både borgeren og pårørende, siger Signe Vinther Mølgaard, som har udarbejdet en folder, der fortæller om funktionen. Den er distribueret til læger, apoteker, sygehuse, sundhedscenter, biblioteker m. v. og findes også som pdf på kommunens hjemmeside: Hjerneskadekoordinator PDF - læs også mere om Hjerneskadekoordinator.
I løbet af efteråret vil Region Sjælland udbyde en patientuddannelse på skift mellem Odsherred, Holbæk og Kalundborg Kommuner på otte eftermiddage á halvanden time med titlen ”Livet efter en hjerneskade” med henblik på at lære at leve med hjerneskade og danne netværk mellem deltagerne.
I kommunen har de relevante fagpersoner været på kompetenceudviklende kurser om hjerneskade og et neurofagligt koordineringsteam er nedsat bestående af ressourcepersoner fra de enkelte fagcentre i kommunen.
- Det er et interessant og spændende område i rivende udvikling, og jeg ser frem til at kunne være med til at hjælpe borgere med erhvervet hjerneskade og deres pårørende, siger Signe Vinther Mølgaard.
1] Aktivt Liv er Odsherred Kommunes indsats for træning i hverdagens aktiviteter for borgere i eget hjem