Med udgangspunkt i FNs 17 Verdensmål innoverer de 60 elever i 7.-9. klasserne på Fårevejle Skole i valgfag hver uge med nye opfindelser, som lokale virksomsansvarlige skal vurdere.
Hver onsdag i middagsstunden er der en summen af dialog og idéudveksling, gang i saks og klister, skitser og modeller i papir og pap, når de cirka 60 elever i udskolingens fire 7.-9. klassetrin på Fårevejle Skole har valgfag med afsæt i tv-programmet ”Løvens Hule”, som handler om at præsentere innovative opfindelser for virksomhedsledere.
Det er tredje gang, skolen bruger en del af valgfags-timerne til denne tværfaglige undervisning, som i den grad har engageret og grebet både lærere og elever, så de fleste ser frem til og glæder sig til timerne og dagene.
Sidste år hoppede skolen projektet over på grund af Covid-19, men i dette skoleår startede projektet lige efter skolestarten i august, hvor tre direktørerne fra tre af områdets større virksomheder, Steen Søgaard, Lundbeck i Lumsås, Sif Orbesen, Orbesen Teknik i Asnæs, og Benny Schmidt fra Poul Johansen Maskiner i Fårevejle, deltog i igangsætningen og yderligere har deltaget med råd og vejledning undervejs. De deltager også som dommerne, når eleverne skal præsentere deres færdige produkter mandag den 11. oktober 2021.
Får viden og kompetencer
- Der er ingen tvivl om, at det her forløb giver eleverne nogle kompetencer, som de kan bruge i alle andre fag, så selvom valgfagene ikke er eksamensfag, så får eleverne nogle færdigheder, bl.a. bare det at skulle stå frem og fremlægge, at lære at udvikle og reflektere over opgaver, siger naturfagslærer Nicolai Larsen, som sammen med tre lærerkolleger står for valgfagene, og som alle brænder for det.
Det var tidligere afdelingsleder og nu UU-vejleder Rikke Strange, som sammen med lærerkollegiet fandt på, at valgfagene kunne tage afsæt i Løvens Hule-konceptet. Der er ikke noget nedskrevet, fast og færdigt pædagogisk koncept og princip endnu, for formen har været under forandring og tilpasning og hviler i høj grad på lærernes engagement.
- Vi har en ambition om at kunne udbrede konceptet til flere skoler og måske endda til hele landet, så der kan blive kreds- og landsfinaler for de bedste ideer, men så langt er vi ikke endnu, siger afdelingsleder Christian Ranch Elgaard.
Der er ikke kommet reel produktion ud af ideerne, og det er heller ikke formålet, selvom der undervejs har været ideer, som uden tvivl kunne bære en virkelig produktion. Fx husker Rikke Strange et år, elever havde fremstillet en skydedør, som også kunne anvendes til opladning af computer- og telefonudstyr. En anden gang havde elever arbejdet med en kundevogn skræddersyet bilens bagagerum, som nemt og elegant kunne køre varerne fra supermarkedet på plads.
Får kendskab til lokale muligheder og virksomheder
- For os handler det om at vi eleverne, at selvom vi er på landet og nogle vil kalde det Udkantsdanmark, så findes der dels store virksomheder, som har brug for arbejdskraft og som arbejder inden for avanceret teknologi og produktion, så selvom det er normen for unge at tage fra Odsherred og søge mod København for at få en videregående uddannelse og så blive boende der, så er der altså rigtig mange muligheder for at få sig et spændende og godt job i vores lokalområde og at videre- og efteruddanne sig her, og som bonus så er boligerne heller ikke så dyre, smiler Rikke Strange.
Det at eleverne har fået feedback fra virkelige direktører i virkelige lokale virksomheder gør også en stor forskel i deres lyst og engagement, og så har emnet bæredygtighed og miljø en relevans og betydning, som eleverne sagtens kan forholde sig til.
Ninna Kryger og Savannah Mones fra 8. C er ved at udvikle en pant-automat, som er drevet af solceller og dermed CO2-neutral og bæredygtig, og hvor pantbidraget skal gå til fattige i verdens ulande. Målet er også at få flere af de over 100 millioner pantflasker og -dåser, som hvert år ikke bliver pantet, men i stedet havner i restaffaldet i husholdningerne, til at blive afleveret til det gode formål.
Willy Scharling Larsen, Valdemar Lehné, Fabian Risager og Jacob Homøe Steen Petersen fra 9. klasse arbejder med en slags udvidet traktor med plantemaskine til brug for plantning eller såning af nye bæredygtige afgrøder de steder, hvor skovbrande har ødelagt udbyttet.
- Det er sjovt og spændende at lære noget nyt, lyder det fra de fire elever, som ikke vil afvise en dag at starte egen virksomhed, hvis de finder den helt rigtige idé.
Rikke Schell Nielsen, Domantas Zilys og Benjamin Andersen fra 9. a er i gang med at udvikle en sund måltidsbar til underernærede mennesker i Indien. Målet er at fremstille et prisbilligt, lækkert og let indtageligt måltid, der indeholder den næring, at menneske har brug for tre gange i døgnet.
Mandag i uge 41 skal alle eleverne til en slags eksamen, når de enten som PowerPoint, i Prezi, som en reklamefilm, teater eller lignende fra scenen i aulaen træder ind i Løvens Hule for de tre virksomhedsledere. Efter efterårsferien overgår eleverne så til at vælge et fast valgfag resten af skoleåret.