Udgivet på Odsherred Kommune (https://www.odsherred.dk)

Forside > Borger > Natur, vandløb og klima > Klima > Grønnehave Bæk > Vandløb og havørreder

Vandløb og havørreder

6. juni 2018 - 09.20 -- sopon

Vandløb og havørreder

vandløb i skoven
vandløb i skoven

Tilstanden for vandløbet Getsøgrøften i Grønnehave Skov skal forbedres ved at genslynge det. Det giver forhåbentlig plads til blandt andet havørreder. 

Der er i dag et vandløb, i dag kaldet Getsøgrøften, i Grønnehave Skov. I projektet er formålet bl.a., at forbedre vandløbets tilstand ved at genslynge det. Også muligheden for at tillade vandlevende dyr at passere mellem havet og vandløbet er med i projektforslaget. Det er dette vandløb som det samlede projekt er opkaldt efter.

Giver plads til dyrelivet

Det genslyngede vandløb vil også kunne danne yngle- og opvækststed for blandt andet vandrefisk som havørred, ål og en lang række vandlevende insekter. Vandløbet vil fremover få tilført mere vand. På den måde undgår vi den sommerudtørring, der i dag forringer vandløbets tilstand. Projektet omfatter desuden, at der er vandfyldte fordybninger langs vandløbet, hvor fisk og andre vandlevende dyr kan overleve i perioder med længerevarende tørke.

Vandløbets udløb i Nykøbing Marina sikres mod tilbagestuvende havvand ifm. stormflod og højvande og den eksisterende sikring mod oversvømmelse fra havet styrkes ved at genanvende overskudsjord fra projektets udgravninger som forstærkning af diger mv.