Udgivet på Odsherred Kommune (https://www.odsherred.dk)

Forside > Musik og ældre spiller godt sammen

Musik og ældre spiller godt sammen

14. december 2021 - 09.29 -- peha

Musik og ældre spiller godt sammen

En borger med en demenssygdom kan måske ikke huske, hvad der skete i går, men når det kommer til gamle sange og musik, vil langtidserindringen kunne stimuleres, så der kommer et glimt i øjet, smil på læben, rytmik i kroppen eller med hånden eller foden. Den erfaring er måske ikke banebrydende eller ny, men den gør en stor forskel for borgere med demens ved Odsherreds plejecentre og har været en øjenåbner for personalet, som har iagttaget og oplevet, hvordan borgere, der før nærmest hverken havde udtryk eller sprog på grund af hjerneskade, har kunnet få en nærværende positiv oplevelse og kunnet ytre sig og deltage i en musikalsk stund.

- Det er simpelthen så godt et initiativ, at jeg meget gerne så, at vi havde en fuldtidsmusikterapeut her på Grønnegården. Det gør en kæmpe forskel, og vi har jo kunnet se, at når musikterapeuten har været her og spillet og sunget for og med vores beboere, har andre siddet ude i stuerne og trommet med med fødderne, siger centerleder ved plejecentret Grønnegården i Nykøbing med 44 beboere, Ane Søemosegaard Friis, som giver initiativet sin fulde og varmeste anbefaling.

Herunder kan du se en lille video om musikterapien:

Det er Odsherred Kommunes Demensindsats, som har til huse på Demenscenter Baeshøj i Vig, som har  valgt at bruge puljepenge og taget initiativet til den foreløbig 1-årige stilling som musikterapeut med 15 timer pr. uge i perioden 1. september 2021 til 1. september 2022. Men det er et stort ønske at få etableret en fast stilling – meget gerne med flere timer - som musikterapeut. Stillingen bestrides af Ursula Skou, der er kirkesanger ved Egebjerg Kirke og har en uddannelse som musikterapeut.

Planer om et Demenskor

- Der er blevet taget rigtig godt imod mig og dette nye tiltag ved alle plejecentrene, fordi det er oplevelsen og erfaringen, at ældre og musik bare spiller så godt sammen. Det giver en glæde for beboerne med musik og sang, nogle steder spiller jeg for beboerne, andre steder er vi en lille gruppe, der en lille time ad gangen synger og spiller sammen, siger Ursula Skou, som har en vision om at etablere et Demenskor på et tidspunkt, hvis initiativet får lov at fortsætte.

- I starten, da jeg kom rundt, sad jeg og begyndte bare at synge for beboerne, som så begyndte at synge med. Det er tydeligt, at beboerne kan huske sange og rytmer, og selvom det kan være, de i morgen glemmer musiktimen, så har de haft en god oplevelse, som lagrer sig i kroppen, siger Ursula Skou. Og spørger man et par af de beboere, som deltog i musikterapien en lille times tid tirsdag den 7. december 2021 på plejecenter Grønnegården i Nykøbing er der glæde og tilfredshed med tilbuddet, som de mener, gør en forskel for dem og også styrker det sociale liv, samværet og kendskabet til hinanden i selskabet med rytme, sang og musik.

Der bliver trommet og raslet, spillet guitar og sunget om, at ”Der er noget i luften”, ”Rits, rats, filijong, gong, gong”, ”Bjældeklang” og flere andre kendte strofer, og musikterapeuten arbejder både med gruppen og med den enkelte beboer, som får mulighed for at tromme eller banke med, og ansigtet viser, at musikken fremkalder en følelse, en glæde, en erindring.

Billede: 
Musikterapeut Ursula Skou
Beboerne holder af musik og rytmer
Der var kendte julesange på programmet

Med puljemidler fra staten er der oprettet en foreløbig 1-årig projektstilling som musikterapeut i Demensindsatsen. De foreløbige erfaringer er særdeles positive.

Portalkategori: 
Borger [1]
KL Emneord: 
00.13.08 Pressevirksomhed [2]
Type: 
Nyhed [3]
Dato: 
tir, 14. dec 2021 09.15
Udløbsdato: 
tor, 13. jan 2022 09.19

Links
[1] https://www.odsherred.dk/borger
[2] https://www.odsherred.dk/kle/001308-pressevirksomhed
[3] https://www.odsherred.dk/nyhedstype/nyhed