Formand for folketingets transportudvalg på cykeltur med borgmester Karina Vincentz
29.04.2024

Odsherred har søgt staten om penge til ny cykelrute

Cykelrute fra Sjællands Odde til Rørvig vil give bedre trafiksikkerhed og styrke den nationale cykelrute 2, der forbinder København og Hanstholm - på tværs af Odsherred.

Odsherred Kommune ønsker at anlægge en cykelrute fra Sjællands Odde til Rørvig Havn. En ny cykelsti vil udfylde et hul og være en forbedring af den nationale cykelrute 2, der forbinder København og Hanstholm og bla. går på tværs af Odsherred – til glæde for cykelturister, sommergæster, hverdagspendlere og motionscyklister mfl.

Den foreslåede rute vil understøtte cyklisme og cykelruter mellem landsdele i et nationalt perspektiv og give bedre cykelruter for borgere og turister i Odsherred.

Cykeltur med formand for transportudvalg

Kommunen har søgt vejdirektoratet om 50 procents finansiering. Medfinansiering er en forudsætning for at projektet kan realiseres i hele sin længde. Projektet er ikke besluttet eller finansieret men stadig i idefasen. Bevilges der penge, går den konkrete planlægning i gang.

Mandag den 29. april har kommunen inviteret Rasmus Prehn, der er formand for Folketingets transportudvalg, på en cykeltur fra Sjællands Odde til Rørvig. Invitationen falder sammen med, at Rasmus Prehn under kampagnen ”Vi cykler på arbejde” cykler fra Ålborg gennem Odsherred til Folketinget.

Mangler cykelstier

I ansøgningen, som er sendt til Vejdirektoratets cykelstipulje, står der blandt andet:

  • Der mangler cykelstier langs hovedlandevejen på Odden, hvor det er cyklisternes og kommunens ønske, at den dobbeltrettede cykelsti konsekvent placeres på nordsiden, således at man undgår krydsninger
  • Kommunen ønsker at gøre Havnebyen til en del af ruten. Den ønskes anlagt 4 kilometer dobbeltrettet sti.
  • Desuden mangler der cykelinfrastruktur mellem Lumsås og Nykøbing Sjælland. Det omfatter 9 kilometer dobbeltrettet sti langs kommunevejen. Ligesom strækningen igennem Havnebyen er denne strækning ikke i dag en del af den skiltede nationale cykelrute, og en ny cykelsti vil gøre vejen mellem de to havne mere sikker i hele sin længde af 34 kilometer.

På tværs af landet

Trods manglende cykelinfrastruktur foretrækker en stor del af cyklisterne i dag at bruge disse strækninger på deres tur igennem Odsherred. Ved at binde cykelstier sammen mellem landsdele kan Odsherred være med til at skabe cykelruten med landets to største byer, København og Århus.

 

Forslaget: Cykelsti fra havn til havn