24.04.2024

Intet er grønnere og billigere end det, man allerede har!

Odsherred Kommune lancerer genbrug i indkøbssystemet.

Odsherred Kommune har oprettet sit eget varekatalog i indkøbssystemet. Det betyder at afdelingerne nu kan ”købe” de brugte varer som kommunen allerede har, men ikke bruger, direkte i indkøbssystemet. Prisen er 0 kroner. Varerne ses på samme måde og i samme søgninger, som dem fra de faste leverandører, SKI-aftaler mv.

Til “salg” i 3 måneder

I forbindelse med lanceringen af “Genbrugsshoppen”, har kommunens chefgruppe besluttet, at brugbare møbler skal ligge til “salg” i indkøbssystemet i 3 måneder, før de må bortskaffes. På den måde sikres at møblerne faktisk bliver lagt op i indkøbssystemet og det testes om andre afdelinger kan bruge dem.

Der etableres ikke nye lagre: Hvis man vil af med sin kontorstol, må man lægge den til “salg” i god tid, eller opbevare den på afdelingen, hvor den står tørt og godt.

Kommunen har set på forskellige IT-systemer, der er lavet til at håndtere brugte møbler, men undervejs i processen gik det op for dem, at ordningen vil blive brugt meget mere, hvis brugte møbler dukker op i søgningerne i det indkøbssystem, som de ansatte kender og bruger i forvejen.

“Siden affaldsplanen blev vedtaget sidste år, har vi overvejet, hvordan vi kan sikre mere genbrug af kommunens inventar. Faktisk er løsningen kommet til at omfatte meget mere, end vi først havde håbet på var muligt. Så nu glæder vi os til at se, hvad det kan spare af ressourcer, CO2 og ikke mindst penge,” udtaler borgmester Karina Vincentz.

Ingen lagerudgifter

Andre løsninger giver ofte udgifter til lagre, hvor erfaringen viser, at dels kan uindpakkede møbler komme til skade under transporten til lageret, dels forfalder møbler og bliver dårligere over tid af at stå på især uopvarmede lagre. Med Genbrugsshoppen og løsningen med de 3 måneders obligatorisk annoncering af møblerne, prøver kommunen at undgå disse udfordringer og ser frem til at afprøve, om man kan time salg af gammelt møbel med levering af nyt. Nogle vil måske også i højere grad beholde og reparere det de har.

Fx er hæve-sænkeborde en vare der ofte handles i kontormiljøer, fordi tendensen går mod mindre borde. De kan ikke bare udveksles internt, men også ombygges: Indkøbsafdelingen vil nemlig promovere nogle leverandørers tilbud om tilskæring af bordplader og levering af nye bordplader. Håbet er på sigt at få endnu flere reparatører, malere, og møbelpolstrere i indkøbssystemet, så kommunens ejendom ikke bare nedslides, men vedligeholdes og opgraderes. 

Bibliotekerne sparede på affaldsspande

At der kan være gode besparelser i genbrug, kan kommunens biblioteker bekræfte. De havde svært ved at finde 25.000 kroner til nye affaldsspande. Men efterhånden som andre enheder har implementeret de nye sorteringsordninger og fået gamle spande tilovers, er det lykkedes at finde spande til alle bibliotekerne gennem Genbrugsshoppen. Ikke nok med at de blev gratis, det var også gode stålspande i langt bedre kvalitet end dem af plast, som man havde fået tilbud på.

”Løsningen kræver ikke nye investeringer, men giver blot en smule administrativt arbejde, når varerne skal oprettes på indkøbsportalen. Til gengæld sparer vi penge, CO2, transport, jomfruelige ressourcer og lagerplads. Og så kan ordningen håndteres i de eksisterende IT-systemer. Det er den slags løsninger, vi skal finde mange flere af for at sætte fart på den grønne omstilling,” slutter Odsherreds borgmester.