Grøn og aktiv mobilitet i Odsherred

Et hverdagsliv, der føles lettere, sundere og lidt sjovere

Fælles om mobilitet - når samarbejde skaber synergi

I Odsherred Kommune har vi samlet en tværfaglig koordineringsgruppe med fokus på grøn og aktiv mobilitet.

Mobilitet handler om mere end blot transport fra A til B. Mobilitetsplanlægning er en vigtig forudsætning for at godt hverdagsliv og kan også være et redskab til at understøtte målsætninger inden for forebyggelse af sygdom og ensomhed, fremme af sundhed og trivsel blandt ældre borgere, styrkelse af børn og unges aktive transport til skole og fritidsaktiviteter samt indsatsen for bosætning og opfyldelse af klimamål.

Derfor arbejder vi på tværs af fagområder for at skabe et fælles grundlag og et fælles sprog for arbejdet med mobilitet i Odsherred.

Pilotprojekt: Odsherred Baneby

Som det første skridt i koordinationsgruppens fælles mobilitetsindsats gennemfører vi et pilotprojekt i regi af Plan22+ (Realdania og Plan- og Landdistriktsstyrelsen).

Sammen med fire andre kommuner – Hillerød, Slagelse, Skanderborg og Aarhus – undersøger vi, hvordan planlægningsprincipperne ’15-minutters byen’ og ’30-minutters territoriet’ kan anvendes og tilpasses danske forhold – også i landdistrikterne.

Borgerinddragelse og begivenheder

Byvandring og workshop i Fårevejle Stationsby og Nørre Asmindrup

Metoden til at undersøge borgernes hverdagsliv- og mobilitet udvikles gennem borgerinddragelse i Fårevejle Stationsby og Nørre Asmindrup, og kan efterfølgende videreudvikles og anvendes i andre lokalsamfund.

De to arrangementer er åbne for alle interesserede, men tager afsæt i den lokale kontekst – så lokalkendskab til byerne er en fordel.

Skriveworkshop for elever i Fårevejle og Nr. Asmindrup

Forfatterskolen for unge besøger Fårevejle Skole og Nørre Asmindrup Friskole til skriveworkshops, hvor eleverne omsætter oplevelser fra deres lokalområde og mobilitet i hverdagen til små tekster. Vi arbejder på at præsentere elevernes tekster på en sjov, inspirerende – og måske mobil måde – så deres arbejde kan opleves af hele Odsherred.

Folkemødet i Odsherred

Vi deler vores kærlighed til grøn og aktiv mobilitet på Folkemødet 5. juni 202

Hvad betyder ’15 minutters byen’ og ’30 minutters territoriet’?

15-minutters byen

Konceptet fokuserer på, at alle hverdagsbehov - skole, indkøb, arbejde, omsorg, fritidsaktiviteter og grønne områder m.v. - er let tilgængelige fra hjemme, enten til fods eller på cykel. Tidsangivelsen er vejledende; det centrale er, at hverdagen bliver mere inkluderende og fleksibel, så alle – uanset alder eller social baggrund – kan bevæge sig trygt, deltage aktivt i lokalsamfundet og få mere tid til familie, fritid og fællesskaber.

30 minutters territoriet

Dette koncept udvider perspektivet og ser på tilgængelighed i hele by- eller regionsnetværket inden for cirka 30 minutters kollektiv transport. Det handler om at forbinde mindre byer og deres opland, så borgerne nemt kan få dækket deres hverdagsbehov – også uden at være afhængige af egen bil. Set fra hverdagslivets perspektiv kan det for eksempel betyde, at børn fra oplandet kan bevæge sig mere selvstændigt, uden at voksne skal transportere dem til alle aktiviteter.

Du kan læse mere om planlægningskoncepterne i Aalborg Universitet og Realdanias tre rapporter om ’15-minuttersbyen’ her:

https://realdania.dk/projekter/15-minutters-byen