Nørremarksvej, Rute 21, Odsherredvej og Vig set fra luften
Foto © Luftfotos
start på hovedindhold

PFAS-forurening - Nørremarksvej 13

Der er konstateret PFAS-forurening på den tidligere brandøvelsesplads på Nørremarksvej 13, 4560 Vig. Nye undersøgelser viser også PFAS i området nord for pladsen. Opdateret tirsdag den 9. juni 2026.

Status den 9. juni 2026

Siden sommeren 2025 er der gennemført omfattende undersøgelser af både forureningen på den tidligere brandøvelsesplads på Nørremarksvej 13 og arealerne mellem Nørremarksvej 13 og Fuglebæks Å.

Odsherred Kommune har nu modtaget resultaterne af de undersøgelser, som blev gennemført i efteråret 2025 og vinteren 2026:

  • Undersøgelserne bekræfter, at der er en omfattende PFAS-forurening på den tidligere brandøvelsesplads på Nørremarksvej 13 ved Vig.
  • Der er også konstateret PFAS i overfladevand, dræn, grøfter, sediment og enkelte steder i jord i området mellem Nørremarksvej 13 og Fuglebæks Å.
  • Der er også fundet PFAS i det terrænnære grundvand (det øverste lag grundvand) i området mellem Nørremarksvej 13 samt i Fuglebæks Å. Det terrænnære grundvand findes 3-4 meter nede på Nørremarksvej 13 og 0,5-3 meter nede ved Trundholm Mose. Der er altså ikke tale om det primære grundvand, hvorfra drikkevandet kommer. Det primære grundvand findes 30-40 meter under jordens overflade. På nuværende tidspunkt er der ikke tegn på, at det primære grundvand er forurenet med PFAS.
  • Der er ikke aktive drikkevandsboringer inden for det forurenede område.

Forureningen stammer fra tidligere brandøvelser på pladsen på Nørremarksvej 13, der i dag fungerer som materielplads og saltlager for Odsherred Kommune.

Undersøgelserne af området nord for pladsen op mod Fuglebæks Å viser, at påvirkningen varierer i området. I nogle prøver er der forhøjede koncentrationer af PFAS, mens der i andre prøver kun er fundet lave koncentrationer eller ingen påvirkning.

Der er taget prøver af badevandet ved Korevlerne, hvor Fuglebæks Å løber ud. Her er der ikke fundet PFAS over grænseværdien for badevand. 

Kortet viser det undersøgte område. Den røde markering viser den tidligere brandøvelsesplads.

Flere undersøgelser

På selve Nørremarksvej 13 er vi kommet langt med at kortlægge forureningen, og der er etableret et renseanlæg på Nørremarksvej 13, hvor overfladevand fra pladsen opsamles og renses for at begrænse yderligere spredning af PFAS igennem dræn og grøfter. Spredning af forurenet grundvand fra pladsen er endnu ikke afgrænset, og der er fortsat behov for undersøgelser for at afgrænse forureningen mere præcist og skabe et endnu bedre grundlag for de kommende beslutninger om afværge og oprensning.

I området nord for pladsen og op mod Fuglebæks Å skal der fortsat gennemføres undersøgelser for yderligere afklaring af særligt forureningens udbredelse i det terrænnære grundvand (det øverste lag grundvand) og fastlægge løsninger til at begrænse og håndtere forureningen.

Direkte besked

Odsherred Kommune tager situationen meget alvorligt og anerkender, at den kan skabe usikkerhed for de berørte grundejere. Vi arbejder videre i tæt samarbejde med vores rådgivere fra NIRAS samt relevante myndigheder for at sikre det bedst mulige faglige grundlag for de beslutninger, der skal træffes i den kommende tid.

Grundejerne i området har fået besked i e-boks og vil blive kontaktet direkte med henblik på yderligere prøvetagning. Når der foreligger nye oplysninger af betydning for berørte ejendomme, vil vi ligeledes orientere direkte.

Politisk orientering

Udvalget for Klima, Teknik og Miljø får en orientering om sagen på sit møde tirsdag den 16. juni 2026.

Ansvar og håndtering

Odsherred Kommune er nuværende ejer af den tidligere brandøvelsesplads, og kommunen var driftsherre for brandvæsnets brug af PFAS i fortiden. Derfor er kommunen ansvarlig som forurener efter jordforureningsloven. Denne rolle ligger i afdelingen for Affald og Vejdrift. 

Afdeling for Affald og Vejdrift varetager de procesrelaterede undersøgelser og den fremtidige afværge.

Afdeling for Klima, Natur, Vand og Miljø skal føre tilsyn med at oprensningen udføres i overensstemmelse med miljøbeskyttelsesloven og jordforureningsloven. Region Sjælland deltager også i dette tilsyn.

Afdeling for Affald og Vejdrift har indgået en rådgiveraftale med NIRAS om bistand til undersøgelser og forslag til afværge. Du finder rapporterne fra NIRAS nederst på siden.

Arkiv: Tidligere opdateringer

Spørgsmål og svar