start på hovedindhold

Højby

Højby er en by for børnefamilier, der gerne vil bo tæt på naturen med en hverdag, hvor praktiske ting og logistik hænger godt sammen.

Tre gode grund til at flytte til Højby

1) Små ben har aldrig langt til skole og dagtilbud. Det hele ligger i byen

2) Odsherredbanen forbinder dig nemt med omverdenen

3) Skov, marker, badestrand og hyggelige sommerhusområder findes lige udenfor bygrænsen

Højby kort fortalt

På handelstorvet, omgivet af farverige stauder og krydderurter, sidder den rare Hus Forbi-sælger og hilser. På lærere og rådhusansatte, der lige skal over for at købe en salat i frokostpausen. På skolebørn, som går og småfniser i grupper. Og på sommerhusgæster, som næsten snubler ud ad svingdøren med favnen fuld af gode indkøb til weekendens hygge. Man skal ikke undervurdere betydningen af et lokalt handelstorv, og i Højby findes der netop sådan et varmt samlingspunkt, hvor folk mødes på kryds og tværs og ønsker hinanden god dag. 

Højby er lokalsamfund, der er lille og tæt nok til, at man kommer hinanden ved, og stort nok til, at hverdagens vigtigste pejlemærker er samlet inden for kort afstand: Her kan børn gå i skole og dagtilbud lokalt, der er station på Odsherredsbanen, og de daglige indkøb kan klares i byen. Samtidig ligger Højby midt i et landskab, hvor der ikke er langt til skov, marker, kyst og sommerhusområder.

Limbo script

Familiens hverdag i Højby

Hverdagen i Højby er overskuelig. Mange af de ting, man bruger igen og igen, ligger samlet i byen: Skole, dagtilbud, station, indkøb og idrætsliv. Det gør en forskel i en travl børnefamilie, hvor morgener og eftermiddage ofte handler om madpakker, aflevering, fritidsaktiviteter og hurtige indkøb.

Højby har samtidig en størrelse, hvor man lettere lærer ansigter at kende. Børn møder de samme kammerater i skolegården, i hallen og på vejen hjem. Her er plads til et familieliv, hvor weekenden ikke nødvendigvis kræver store planer — en legeaftale, en fodboldkamp, en tur ud eller bare tid i haven kan være nok.

Mange tilbud tæt på hjemmet

Kort over Højbys tilbud

Det lokale liv

I Højby er hallen et vigtigt samlingspunkt for lokale traditioner og arrangementer. Hallen kaldes Borren, ligger lige opad Højby Skole og blev bygget færdig i 2018. Med andre ord et flot, nyopført idrætsanlæg, hvor både foreninger, lokale grupper og skoler kan boltre sig. Her holdes blandt andet julefest og fællesspisninger, og hallen fungerer i det hele taget som et godt samlingspunkt til at mødes på tværs af skole, fritid og hverdag.

Noget af det bedste ved at bo i et overskueligt bysamfund på landet er, at man på en helt anden måde bider mærke i de små ting, der sker og gør en forskel. Det føles nært, vigtigt og genkendeligt, at spejderne hvert år stiller op med juletræssalg ved Brugsen, eller at der igen er fastelavnsboller og tøndeslagning i Borren. Så kan man også følge med i, hvordan det ser ud, når de andres børn er blevet et år ældre.

Og når sneen endelig falder om vinteren, så ved alle byens familier, hvor man skal søge hen: På den gode kælkebakke bag F24.

Hverdagsliv i Højby

Godt forbundet i hverdagen

Kørsel Højby

Højby har station på Odsherredsbanen og ligger få kilometer fra rute 21. Det giver mulighed for fleksibilitet i hverdagen - både for pendlere, for familier med én bil eller ingen bil, og for større børn og unge, der skal til ungdomsuddannelse, fritidsaktiviteter eller venner i andre byer.

Her får man en lokal hverdag, hvor skole, dagtilbud og indkøb ligger tæt på, men hvor forbindelserne ud af byen også er en del af hverdagslogistikken.

Vil du vide mere om Højby?