Støtte til pårørende

Måske er du ægtefælle til, barn af, eller ven med, et menneske med et problematisk forhold til rusmidler, og måske synes du, at det er svært at vide, hvordan du skal hjælpe?

Brug for at få læsset af?

Det at være pårørende til et menneske med et misbrug er ofte en meget stor opgave, der kan vække bekymring, frustration, sorg og magtesløshed. 

Man kommer ofte til at føle sig meget alene, og ofte vil man bruge meget energi på at prøve at dække over eller skjule det misbrug, som ens nære har.

Ofte får man ikke prioriteret egne behov, men bruger al tiden på at være opmærksom på den med misbruget. 

Rusmiddelteamet har derfor også et tilbud om rådgivende samtaler til pårørende.

Du har som pårørende mulighed for at være anonym.

Det kan være meget givtigt at få læsset af, få vendt tingene med nogen, der kender til problemstillingerne, og få råd og vejledning til, hvordan du kan forholde dig, og ikke mindst om, hvordan du kan passe på dig selv.

Du har mulighed for samtaler, selvom den, som du er pårørende til, endnu ikke er parat til selv at tage imod hjælp. 

Der kan også være tale om, at du går i et individuelt forløb sideløbende med et behandlingsforløb, som din nære er i, så I begge kommer videre og Jeres fremtidige samvær forhåbentlig udvikles og bedres. 

Ofte deltager man som pårørende også i samtaler, sammen med den, som man er pårørende til, hvis vedkommende er indstillet på dette.
Det at invitere familie og netværk med ind i samtalerummet kan ofte give ekstra dimensioner til samtalen, og vi bakker derfor altid op om dette. 

Hvis du er interesseret i det, kan du også få tilbudt et forløb i en pårørendegruppe, da det kan have stor værdi at mødes med andre i samme situation. Vi har dog ikke aktuelt en pårørendegruppe her i Odsherred, men kan forsøge at formidle kontakt til én i et andet rusmiddelcenter. 

Du kan kontakte os her