Lygtepæl
start på hovedindhold

Vejbelysning på private fællesveje

Odsherred Kommune er i gang med at udfase kommunalt betalt vejbelysning på en række private fællesveje

Odsherred Kommune er i forbindelse med moderniseringen af vejbelysningen blevet opmærksom på, at en del af den kommunalt betalte vejbelysning står på private fællesveje eller private arealer.
Kommunen har hidtil betalt for el, drift, vedligeholdelse og udskiftning af lamper på disse veje og arealer.

Som hovedregel må kommunen ikke betale for belysning af private arealer. Private fællesveje og stier er først og fremmest privat ejendom.

I særlige tilfælde kan kommunen dog betale for belysningen. Det gælder, hvis belysningen er nødvendig af hensyn til offentlighedens færdsel på eksempelvis offentligt tilgængelige færdsels-, parkerings- eller gårdarealer.

Det er altså ikke tilstrækkeligt, at belysningen er til gavn for vejens eller ejendommenes beboere og deres besøgende. Belysning, der alene er opsat af hensyn til beboere og besøgende, skal betales af grundejerne.

Den konkrete sagsbehandling

Odsherred Kommunes Klima- og Miljøudvalg besluttede den 12. november 2024, at vejbelysning på private fællesveje skal overdrages til grundejerne eller fjernes, hvis belysningen ikke opretholdes af hensyn til offentlighedens færdsel.

Ofte stillede spørgsmål

Hvis I ikke ønsker at beholde vejbelysningen
Hvis I ikke ønsker vejbelysning på vejen fremover, skal I ikke foretage jer noget.
Kommunen vil efterfølgende afbryde strømmen og fjerne lamper og master.

Hvis I ønsker at beholde vejbelysningen
Hvis I ønsker at beholde vejbelysningen, tilbyder Odsherred Kommune, at de vejberettigede grundejere kan overtage lamper, master og ledninger uden betaling.

Hvis I ønsker at overtage belysningen
Hvis I ønsker at overtage vejbelysningen, skal I kontakte vejdrift@odsherred.dk  senest 1. januar 2027.

I skal udfylde og indsende aftale om overdragelse af gadebelysningsanlæg 

Når I har overtaget belysningen, skal I selv sørge for og betale for:

•    tilslutning til elnettet
•    elforbrug
•    drift og vedligeholdelse.

Hvordan får I tilsluttet lamperne til strøm?

I skal kontakte en autoriseret elinstallatør, som kan sørge for tilslutning til en elmåler og dermed til elnettet. I skal selv betale udgifterne til tilslutningen.

Det kan være en fordel, hvis I allerede har et fælles skur eller fælleshus med elmåler og elaftale.

En autoriseret elinstallatør kan vejlede jer om den konkrete løsning, herunder behovet for elmåler eller bimåler samt eventuelt et sikringsskab med automatisk tænding og slukning.

Hvilke løbende udgifter skal i regne med?
Når belysningen er tilsluttet elnettet, skal I betale for elforbrug og vedligeholdelse.

Elforbrug

Elforbruget afhænger blandt andet af, hvor mange timer lamperne er tændt, og hvilken type lyskilde der er monteret.

Som eksempel er de kommunale gadelamper i gennemsnit tændt 5-7 timer i døgnet set over hele året. Kommunen har natslukning mellem kl. 23 og 05.

De fleste lyskilder bruger mellem 20 og 42 watt pr. lampe. Med dette forbrug og denne brændetid vil elforbruget være cirka 52-108 kWh om året pr. lampe.

Den samlede pris afhænger af elprisen og den aftale, I indgår med jeres elselskab.

Vedligeholdelse

Den almindelige vedligeholdelse består blandt andet i at udskifte lyskilder efter behov. Afhængigt af fabrikat og type kan der være behov for udskiftning med nogle års mellemrum. LED-lyskilder kan have en væsentligt længere levetid.

Master, lamper og kabler kan holde i mange år. Det er dog en god idé, at grundejerforeningen løbende sætter penge til side til reparationer og senere udskiftning.

Der kan også opstå uforudsete udgifter. Det kan for eksempel være, hvis en mast bliver påkørt, en lampe bliver udsat for hærværk, eller et kabel bliver gravet over.

Informationsmøde

Har du spørgsmål vil vi gerne invitere de grundejere, som ønsker at overtage vejbelysningen, til møde tirsdag den 10. november 2026 kl. 17.00 . Møde afholdes i Fårevejle Hallen, Kalundborgvej 21, 4540 Fårevejle på 1. sal. Mødet forventes afsluttet kl 19.00.

Tilmelding sendes inden mødet til vejmyndighed@odsherred.dk  med angivelse af deltagerantal.