Lærer med specialpædagogisk erfaring søges til Egebjerg Skole
Lærer med specialpædagogisk erfaring søges til støttefunktion på Egebjerg SkoleTror du på, at alle børn har ressourcer, og at fællesskabet skal kunne rumme forskellighed? Har du specialpædagogisk erfaring og lyst til at skabe deltagelsesmuligheder for bør...
Lærer med specialpædagogisk erfaring søges til støttefunktion på Egebjerg Skole
Tror du på, at alle børn har ressourcer, og at fællesskabet skal kunne rumme forskellighed? Har du specialpædagogisk erfaring og lyst til at skabe deltagelsesmuligheder for børn, der har brug for en ekstra hånd i skolelivet? Så er det måske dig, vi søger.
Om stillingen
Vi søger en uddannet lærer til en støtte- og brobyggerfunktion, hvor du skal understøtte elevernes faglige, sociale og personlige udvikling.
Du skal arbejde tæt med to lærerteams, og du skal bidrage til at bygge bro til elevernes overgang fra 6. til 7. klasse.
En vigtig del af opgaven er også at arbejde systematisk med målsætning, dokumentation og evaluering af indsatserne. Du skal kunne omsætte observationer og faglige vurderinger til konkrete handlinger og løbende følge op på elevernes udvikling i tæt samarbejde med kolleger, ledelse og forældre.
Du skal kunne arbejde konfliktnedtrappende og være tydelig og anerkendende i din pædagogiske og faglige tilgang. Det skal være helt tydeligt i måden, du omtaler og møder vores elever og familier, så skolen opleves som et trygt og rart sted at være og lære.
Vi søger dig, der
- Er læreruddannet
- Har specialpædagogisk erfaring
- Gerne har erfaring med at tilgå læring fra en praksisfaglig vinkel
- Har erfaring med eller interesse for systematisk dokumentation, målsætning og evaluering af pædagogiske indsatser.
- Arbejder ud fra et anerkendende og inkluderende børnesyn
- Har blik for elevernes ressourcer og potentialer
- Kan skabe stærke relationer til elever, forældre og kolleger
- Kan samarbejde på tværs af faggrupper og med såvel interne som eksterne samarbejdspartnere, og bidrage aktivt til fælles løsninger
- Trives i en udviklingsorienteret organisation, hvor vi lærer sammen
- Har lyst til at være med til at skabe deltagelsesmuligheder for alle børn
Vi tilbyder
- En meningsfuld stilling med mulighed for at gøre en konkret forskel for børn og familier
- En skole i positiv udvikling med stor elevtilgang
- Højt forældreengagement og stærke fællesskaber
- Et godt arbejdsmiljø med en ordentlig tone og hjælpsomme kolleger
- Teamsamarbejde præget af tillid, sparring og fælles ansvar
- En lærergruppe, der kan lide at komme på arbejde
- En kultur, hvor vi er undersøgende på vores praksis og udvikler skolen sammen
- En landsbyordning med tæt samarbejde mellem skole og børnehave
- Et stærkt fagligt fællesskab, hvor du ikke står alene med opgaven. Du får løbende sparring fra skolens pædagogiske ressourcemedarbejder, en skolekonsulent fra PPR og skolens ledelse
- Et tæt tværfagligt samarbejde, hvor vi ser forskellige faglige perspektiver som en styrke i arbejdet med børn og familier
Om Egebjerg Skole
Egebjerg Skole er en landsbyskole med elever fra 0.-6. klasse og tilknyttet børnehave, der deler skolefællesskab med Odden og Nykøbing Skole. Sammen er vi Danmarks første Geoparkprofilskole.
Vi har et stærkt fællesskab på Egebjerg Skole. Vi har dygtige og engagerede medarbejdere og et tæt og godt samarbejde med forældrene. Man mødes af en god og rar stemning, når man træder ind på skolen. Det er vi stolte af. Det er vigtigt for os, at man føler sig velkommen og føler, at man hører til.
Vi tror på, at den bedste skole skabes i fællesskab. Derfor arbejder vi kontinuerligt med at udvikle vores praksis, styrke elevernes deltagelsesmuligheder og skabe læringsmiljøer, hvor alle børn kan trives, lære og udvikle sig.
Vi er en PBL-skole
Egebjerg Skole er en PBL-skole, hvor projektbaseret og praksisnær undervisning danner rammen om elevernes læring. Vi arbejder undersøgende, praksisnært og virkelighedsorienteret, så eleverne oplever sammenhæng mellem skole og deres omverden. Det er en måde at lære på, hvor læring gennem hoved, hænder og hjerte er lige vigtige. Det betyder, at læring ikke kun foregår ved bordet, men i høj grad gennem oplevelser, erfaringer og samarbejde. Det motiverer og skaber mening – en læring, der kan mærkes, sanses og afprøves i praksis.
Det er en profil, vi er stolte af, og som vi lykkes med. Pr. 1. august tog vi hul på vores 4. implementeringsår. Det er ikke en forudsætning, at du har erfaring med projektbaseret læring, men du skal være nysgerrig på arbejdsformen og have mod på at arbejde i det spor, særligt den praksisfaglige tilgang.
Hos os handler skolegang ikke kun om faglig viden, men også om at udvikle mod, handlekraft, livsduelighed og lysten til at engagere sig i verden. Skolen handler nemlig ikke kun om at forstå verden, men om at deltage i den.
Vi er en lille arbejdsplads, og samarbejde samt et højt engagement er vigtigt på tværs af alle personalegrupper. Vi har en uformel tone med hinanden, hvor tilliden og dialogen er i højsæde. Vi er hinandens arbejdsmiljø, så vi forventer ordentlighed af hinanden, og du vil opleve kolleger og ledelse, som er opmærksomme, nysgerrige og interesserede i hinanden, og som støtter op og hjælper med at finde løsninger sammen, når vi står med en udfordring. Det fordrer, at du har gode samarbejdsevner, og at du er fleksibel i din tilgang til at være kollega og medarbejder.
Vi har fantastiske forældre, der er engagerede og vil skolen. Det tætte samarbejde sætter vi stor pris på, og du skal derfor være indstillet på at indgå i et tæt og konstruktivt samarbejde med dem.
På Egebjerg Skole arbejder vi ud fra Odsherred Kommunes fælles børnesyn i Børn, Unge og Familier. Det betyder, at vi møder børn og familier med et anerkendende og inkluderende perspektiv og tror på, at alle har ressourcer. Vi ønsker, at alle børn oplever at høre til og at kunne bidrage og lykkes i fællesskabet.
Vil du være med?
På Egebjerg Skole tror vi på, at alle børn gør det bedste, de kan, med de forudsætninger, de har. Vi tror også på, at børn udvikler sig bedst, når de mødes med nysgerrighed, anerkendelse og høje forventninger i stærke fællesskaber.
Derfor arbejder vi hver dag for at skabe deltagelsesmuligheder for alle børn og for at udvikle en skole, hvor trivsel, læring og fællesskab går hånd i hånd.
Hos os bliver du en del af et fagligt og menneskeligt fællesskab, der tror på, at alle børn kan lykkes, når vi sammen skaber de rette betingelser for deltagelse, udvikling og læring.
Hvis du kan se dig selv i denne opgave, glæder vi os til at høre fra dig.
Stillingen er en fuldtidsstilling med ansættelsesstart hurtigst muligt.
Ansøgningen skal sendes via linket.
Vi afholder løbende ansættelsessamtaler, så tøv ikke med at sende din ansøgning – også selv om du måske ikke opfylder alle vores ønsker.
Du kan læse mere om os på Facebook under navnet: Egebjerg Skole eller på skolens hjemmeside: egebjergskole.aula.dk
Hvis du ønsker at vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte pædagogisk afdelingsleder Krista Clausen på kricl@odsherred.dk eller på 22 49 24 50.
Løn efter gældende overenskomst.