Pædagogiskmedarbejder til Odsherred Bo-og Støttecenter
Har du lyst til at gøre en positiv forskel for voksne med særlige behov?Er du omstillingsparat, initiativrig og engageret? Og formår du at motivere, inddrage og anerkende borgerne i deres hverdag?-Så er det måske dig, vi søger.Odsherred Bo- & Støttecenter...
Har du lyst til at gøre en positiv forskel for voksne med særlige behov?
Er du omstillingsparat, initiativrig og engageret? Og formår du at motivere, inddrage og anerkende borgerne i deres hverdag?
-Så er det måske dig, vi søger.
Odsherred Bo- & Støttecenter søger 2 pædagogiske medarbejdere med erfaring fra det specialiserede socialområde. Stillingen er på 37 timer om ugen, og du skal yde støtte til borgere i eget hjem og i vores opgangsfællesskaber.
Dine faglige kompetencer
Vi forventer, at du:
- har en relevant pædagogisk uddannelse og gerne erfaring fra det specialiserede socialområde
- kan arbejde selvstændigt og naturligt tager ansvar for dine opgaver
- trives på en arbejdsplads, hvor samarbejde, videndeling, faglig sparring og dialog er en naturlig del af opgaveløsningen
- kan motivere, inddrage og anerkende borgerne i deres hverdag
- har gode kommunikative evner både mundtligt og skriftligt
- har lyst til at bidrage til den fortsatte udvikling af vores tilbud
- ser værdien i både faglige og sociale aktiviteter på tværs af centret
- har kørekort til kategori B
Det er vigtigt, at du møder borgerne med respekt og nysgerrighed, og at du kan tilpasse din støtte til den enkelte borgers behov, forudsætninger og mål.
Dine opgaver
Vores målgruppe er voksne mellem 18 og 85 år med meget forskellige kognitive forudsætninger. Borgerne kan blandt andet have autismespektrumforstyrrelser, ADHD, OCD, angst, udviklingshæmning og andre samtidige psykiske lidelser eller en erhvervet hjerneskade.
Som pædagogisk medarbejder skal du støtte den enkelte borger i at mestre sit eget liv. Det kan blandt andet indebære støtte til at udvikle strategier til at håndtere hverdagslivet og støtte til at indgå i sociale sammenhænge, aktiviteter og grupper. En væsentlig del af arbejdet handler om at skabe og understøtte motivation hos borgerne.
Vi har på nuværende tidspunkt ikke plejekrævende opgaver.
Dine hovedopgaver bliver blandt andet at:
- yde pædagogisk støtte og vejledning til borgere i deres eget hjem
- støtte borgerne i at udvikle strategier til at mestre hverdagen
- motivere borgerne til at styrke, udvikle og bevare deres kompetencer, ressourcer og færdigheder
- støtte borgerne i at indgå i sociale sammenhænge og fællesskaber
- være med til at skabe meningsfulde gruppeaktiviteter i opgangsfællesskaberne
- samarbejde med kolleger, myndighed og øvrige relevante samarbejdspartnere
- arbejde med og dokumentere borgernes konkrete indsatsmål.
Vi arbejder ud fra konkrete og tidsbegrænsede indsatsmål, som er udarbejdet i samarbejde mellem borgeren og myndighed med afsæt i Voksenudredningsmetoden, VUM 2.0.
Vores faglige metoder og tilgange omfatter neuropædagogik, KRAP, Low Arousal samt en anerkendende og relationsbåren tilgang.
I samarbejde med dit team skal du støtte den enkelte borger gennem en rehabiliterende og habiliterende indsats. Målet er, at borgeren kan leve et så selvstændigt og meningsfuldt liv som muligt.
Arbejdet kan til tider rumme komplekse problemstillinger og faglige dilemmaer. Derfor er det også et spændende og alsidigt arbejde, hvor ikke to dage er ens.
Det kan vi tilbyde dig
Vi tilbyder:
- løbende supervision
- grundig oplæring og introduktion til opgaverne og borgerne
- en arbejdsplads med fokus på faglig udvikling, medansvar og medindflydelse
- engagerede kolleger og en høj arbejdsmoral
- en afvekslende og spændende hverdag
- et fagligt fællesskab, hvor vi brænder for at skabe resultater sammen med borgerne
- en arbejdsplads hvor både faglighed og humor har plads i hverdagen
Stillingen er til besættelse snarest mulig.
Praktiske oplysninger
Ansøgningsfristen er 16.09.2026 kl.12.00
Ansættelsesudvalget udvælger kandidater til samtale den 17.09.2026 og de udvalgte ansøgere får besked den 18.09.2026
Vi forventer at afholde ansættelsessamtaler den 21.09.2026 derfor gerne datoen allerede nu.
Stillingen ønskes besat så hurtigt som muligt.
Din nye arbejdsplads
Odsherred Bo- & Støttecenter er organisatorisk en del af Center for Social og Arbejdsmarked, som omfatter en bred vifte af tilbud til voksne med fysiske og psykiske funktionsnedsættelser.
Bo- & Støttecenteret er et kommunalt tilbud, der yder pædagogisk støtte og vejledning efter servicelovens §§ 82 b, 83 og 85.
Bo- & Støttecenteret består af fem opgangsfællesskaber, som er geografisk placeret i Nykøbing Sjælland, Højby, Vig og Hørve. Derudover yder vi støtte til borgere, som bor i egen bolig forskellige steder i Odsherred Kommune.
Du bliver tilknyttet et eller flere af opgangsfællesskaberne. Her skal du være med til at skabe meningsfulde fællesskaber og gruppeaktiviteter for borgerne. Du skal desuden have vagter i opgangsfællesskabernes fælles tid.
Løn- og ansættelsesforhold
Stillingen er en fast stilling på 37 timer om ugen.
Arbejdstiden ligger i tidsrummet mellem kl. 7.30 og 21.00. Der arbejdes hver fjerde weekend i tidsrummet kl. 9.00-15.00. Derudover forekommer arbejde på helligdage, typisk to dage om året. Teamet tilrettelægger i fællesskab, hvordan helligdagene fordeles.
Du bliver ansat som selvtilrettelæggende medarbejder og modtager et fast tillæg for ”unddraget kontrol”. Det betyder, at du inden for de gældende rammer kan tilrettelægge en del af din arbejdstid med udgangspunkt i borgernes behov.
Løn- og ansættelsesvilkår fastsættes efter gældende overenskomst.
Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte leder Søren Olsen via e-mail solse@odsherred.dk
Vi lægger stor vægt på et godt arbejdsmiljø og på at udvikle vores medarbejdere - både fagligt og personligt.
I Odsherred Kommune arbejder vi aktivt for mangfoldige arbejdspladser, hvor der er plads til forskellighed. Alle kvalificerede ansøgere opfordres derfor til at søge stillingen - uanset køn, alder, handicap, etnicitet, politiske og religiøse overbevisninger eller seksuel orientering.
Du søger stillingen via Odsherred Kommunes hjemmeside.
Vi ser frem til at modtage din ansøgning.