Billedsalen Vallekilde Højskole
30.01.2023

Absalon vil lave ny læreruddannelse på Vallekilde Højskole

En ny anderledes læreruddannelse skal være klar fra sommeren 2024 på Vallekilde Højskole, hvis det står til Absalon. Det er et nyt og anderledes tilbud, som skal få flere til at vælge læreruddannelsen, lyder det fra Rektor Camilla Wang.

Absalon og Vallekilde Højskole er gået sammen om et helt nyt projekt - et projekt som skal tiltrække flere lærerstuderende:

“Vi forsøger på en helt ny måde at få flere til at vælge læreruddannelsen. Sammen med Vallekilde Højskole vil vi tilbyde, at man det første år kan tage uddannelsen samtidig med, at man bor på Vallekilde Højskole”, siger rektor for Absalon Camilla Wang.

Absalon tilbyder allerede læreruddannelsen på Campus Roskilde og Campus Vordingborg. Det nye tilbud bliver markant anderledes:

“Det bliver en helt ny måde at læse til lærer på. Det er vores håb, at det kan tiltrække nogle flere studerende til læreruddannelsen, og samtidig i et område, hvor der er stor lærermangel. Det bliver en uddannelse, som taler til studerende, som gerne vil være en del af et tættere fællesskab, som man har på en højskole, hvor man bor og lever sammen”, siger Camilla Wang.

Skal ansøges hos RUVU

I første omgang skal den nye uddannelse ansøges hos RUVU, det rådgivende udvalg for udbud af uddannelser.

Godkendes det nye udbud, er det planen, at uddannelsen skal være klar fra sommeren 2024, og der vil være plads til 30 studerende pr. årgang:

“Det er planen, at de studerende kan bo på Vallekilde Højskole i deres første studieår, og derefter bliver der et samarbejde med blandt andet kommunerne omkring, så de studerende kan blive boende i nærheden, og eksempelvis også blive i deres praktikker på de nærliggende skoler, mens de fortsat læser til lærer på Vallekilde Højskole”, siger Camilla Wang.

For Vallekilde Højskole var der ikke tvivl om idéen var god, og at det var en oplagt mulighed for et samarbejde med Absalon:

“Højskoler har ligesom Vallekilde haft en stolt tradition for at bidrage til vigtige samfundsopgaver. I slutningen af 1800-tallet var det for at styrke uddannelsesniveauet i Danmark. Den tradition vil vi gerne give nyt liv med samarbejdet om en helt ny læreruddannelse. Vi vil gerne bidrage til at børn i Danmark kommer til at møde flere lærere med en uddannelse”, siger forstander for Vallekilde Højskole, Torben Schmidt Hansen.

Får stor betydning for lokalområdet

På borgmesterkontoret i Odsherred er der stor glæde over udsigten til en læreruddannelse i området:

”Gode skoler med uddannede lærere og spændende læringsmiljøer er helt afgørende. Både for det enkelte barns udvikling og trivsel, men også for en kommune som Odsherred som helhed. Derfor er jeg så glad for tiltaget om en lokal læreruddannelse. Det rummer en stærk lokal forankring og en mulighed for de at studerende lærer vores område at kende – og får lyst til at skabe deres fremtid her. Jeg håber meget, at RUVU ser positivt på Absalon og Vallekilde Højskoles ansøgning om læreruddannelsen”, siger borgmester Karina Vincentz.

Ansøgning til RUVU indsendes 1. februar 2023, og det er Absalons håb, at den kan blive godkendt, så uddannelsen allerede kan tage imod ansøgninger 15. marts 2024 på kvote 2.