
Tilfredshed med affaldsordningerne
Langt de fleste borgere og sommerhusejere er godt tilfredse med de nye affaldsordninger, hvor affaldet nu kan sorteres ved husstandene.
Tilfredsheden understreges også af, at Odsherred ligger i top, når det kommer til indsamling af genanvendeligt affald med en af landet højeste genanvendelsesprocenter på 63 procent.
Mange roser også affaldsservicen i app’en Perfect Waste, der giver svar om sortering, tømmedage og også deler nyheder om fx kompostdag og aktivitetsdage på GenGROstationen.
Flere muligheder
Undersøgelsen viser dog også, at kommunen kan forbedre sin information vedrørende mulighederne for at lægge batterier og småt elektronik på låget af skraldespandene i sommerhusene, da en del ikke kender til den mulighed.
Mange kender heller ikke til mulighederne for at dele skraldespande med deres naboer, hvilket er mest relevant for mindre husstande eller sommerhuse, der bruges i mindre grad.
Flere end 2000 husstande har allerede naboløsninger, og er man tre eller flere husstande med en egnet standplads, tilbyder kommunen fællesløsninger.
Plads til justeringer
”Det glæder os at vi ud fra undersøgelsen kan konkludere, at affaldsindsamlingen fungerer godt for de fleste i Odsherred Kommune. Men der er selvfølgelig altid plads til justeringer”, siger afdelingsleder for Affald og Vejdrift i Odsherred Kommune Michael Jæger Andersen.
Undersøgelsen er gennemført i foråret 2025 via digitale spørgeskemaer sendt til 581 borgere.
111 deltog – fordelt på både helårsbeboere, lejeboliger og sommerhuse.
Resultatet vurderes af kommunen som repræsentativt for hele området.