Kvinder foran computere
start på hovedindhold

To hjemmeplejedistrikter er flyttet sammen: Nu skal hverdagen finde på plads

Flyttekasserne var ikke helt væk, nye rutiner skal på plads, og kaffemaskinen ville ikke samarbejde på den første morgen.

Nyhed
Kvinder foran computere

Forventningerne er dog store, efter medarbejdere fra syge- og hjemmeplejens distrikter Midt og Syd nu er flyttet sammen på det tidligere rådhus i Fårevejle.

Der var stadig tydelige spor efter en hektisk flytning, da medarbejderne torsdag morgen mødtes til morgenmad og den officielle indvielse af deres nye fælles arbejdsplads på Rådhusvej.

Enkelte ting manglede at finde deres faste plads, flyttekasser stod endnu rundt omkring - og så var der kaffemaskinen.

Den virkede ikke.

Den fik da også et par muntre bemærkninger med på vejen fra borgmester Hanne Pigonska. For meget kan man trods alt lære at leve med under en flytning. Men kaffe skal der til.

Bag flytterod og nye omgivelser ligger en større forandring for medarbejderne. Hvor der tidligere har været tre distrikter i Odsherred Kommunes Hjemme- og Sygepleje, skal der nu kun være to. Medarbejdere, som tidligere har haft til huse i Distrikt Midt i Vig og medarbejdere fra Distrikt Syd, skal nu dele lokaliteter på Rådhusvej 75 i Fårevejle. Medarbejdere, som hidtil har haft hver deres base, skal altså ikke bare dele adresse, men også skabe en ny fælles hverdag.

For distriktsleder Tomas Kisbye Frandsen sluttede flytningen da også først sent onsdag aften.
"Helt frem til klokken 23.30 havde vi travlt med at få de sidste borde på plads", fortæller han.
Også hjemmeplejens biler skulle flyttes til Fårevejle. Og aftenvagter, der var mødt ind i Asnæs, men sluttede arbejdsdagen på den nye adresse, skulle bagefter køres tilbage til deres egne biler.
Nu glæder han sig over, at de to distrikter endelig er samlet.

"Det er fantastisk. Det har været en lang proces, og det har været dejligt at se gamle kolleger mødes igen og glæde sig over, at de nu skal arbejde sammen", siger Tomas Kisbye Frandsen.

Man skal kunne sige godmorgen

En af dem, der har været tæt involveret i flytningen, er Lene Christiansen. Hun har arbejdet som assistent i hjemmeplejen i Odsherred i 8-10 år og kommer fra distrikt Midt i Vig. Som arbejdsmiljørepræsentant har hun blandt andet været med til at informere medarbejderne om flytningen.

Hun lægger ikke skjul på, at en stor forandring også kan skabe usikkerhed.
Nogle medarbejdere har været nervøse for, hvad flytningen ville betyde, og for nogle betyder den nye adresse også længere transport til og fra arbejde. Men Lene Christiansen oplever samtidig stor interesse for de muligheder, der følger med at samle flere kolleger og fagligheder.

Hun sammenligner med tanken bag supersygehusene, hvor faglige kompetencer samles ét sted.

"Vi har fået en slags "super-syge- og hjemmepleje", siger hun med et smil.

For hende handler gevinsten især om noget så enkelt som at have kolleger omkring sig.
Hun har selv savnet flere kolleger at sparre med i hverdagen. Derfor har det været vigtigt for hende, at medarbejderne i de forskellige teams nu sidder på samme gang.

"Vi skal kunne se hinanden i øjnene og sige godmorgen til hinanden hver dag. Det betyder meget for det faglige fællesskab", siger hun.

Medarbejderne har selv haft stor indflydelse på indretningen af de nye lokaler. Og den nye kantine bliver også et sted, hvor kolleger fra de forskellige teams kan mødes i løbet af dagen.

Mere faglighed på tværs

Sammenflytningen skal også gøre det lettere at bruge medarbejdernes forskellige kompetencer på tværs.
Det kan eksempelvis være en fordel for de medarbejdere, der planlægger hjemmeplejens ruter, fordi der bliver bedre mulighed for at hjælpe på tværs af de tidligere distriktsgrænser.

Også eleverne får deres eget fælles rum på den nye arbejdsplads.
Lene Christiansen er selv elevvejleder og ser gode muligheder i, at elever fremover lettere kan følge medarbejdere på tværs, hvis de eksempelvis har brug for oplæring inden for et område, hvor en kollega har en særlig faglig ekspertise.
Distriktsleder Tomas Kisbye Frandsen understreger, at forandringer tager tid.

"Forandringer kan altid være svære, men alle arbejder på, at det her skal blive godt. Der har været et rigtig godt samspil mellem ledelsen og medarbejderne undervejs", siger han.

Sammenflytningen er heller ikke helt afsluttet endnu. Fra 1. maj flytter FGU ud af sine nuværende lokaler på adressen. Derefter får syge- og hjemmeplejen hele matriklen til rådighed, og Kontaktcentret og vagtplanlæggerne flytter også ind.
Dermed bliver hele distrikt Syd samlet på Rådhusvej.

Et godt arbejdsliv skal kunne mærkes hos borgerne

Formand for Ældreudvalget Michael Kjeldgaard kaldte indvielsen for en glædens dag.
"Vi får samlet medarbejderne i et tværfagligt miljø. Jeg håber, det vil gavne arbejdsmiljøet, og at det også vil styrke plejeindsatsen ude hos borgerne", siger han.

Han peger samtidig på, at syge- og hjemmeplejen gennem årene har haft arbejdssteder på flere forskellige adresser.

"Jeg håber, vi nu har fundet en god og mere varig form på det", siger Michael Kjeldgaard.

Også borgmester Hanne Pigonska glædede sig over at se de mange medarbejdere samlet på den nye arbejdsplads.

"Det betyder meget for trivslen. Det gælder ikke mindst medarbejdere, som hver dag skal mestre plejen af nogle af vores mest sårbare borgere. Det har stor betydning, at de har en tryg og god hverdag og et godt kollegaskab", siger hun.

Nu skal den nye hverdag have lov til at sætte sig. Flyttekasserne skal væk, nye rutiner skal findes, og kolleger skal lære hinanden bedre at kende.

Og der blev hurtigt rekvireret nogen, som kunne kigge på den kaffemaskine.