Byfornyelse Asnæs
26.10.2023

Grønt fællesskab i Aksens Have

Byfornyelsen i Asnæs inviterer til input, idéer og en hyggelig arbejdsdag med fokus på Aksens Have, onsdag den 1. november 2023 klokken 13-17.

Aksens Have har et stort potentiale til at blive et endnu mere indbydende og levende byrum end det er i dag. Byrummet er en central del af Asnæs By og aktiv indsats i den igangværende områdefornyelse. Der er afsat midler til at der kan ske en opgradering med fokus på fællesskaber og grønne forbindelser på tværs af byens borgere og foreningsliv.

Vi inviterer derfor ind til en helt åben arbejdsdag, hvor foreninger, aktører og borgere med interesse for området kan komme og få en kop kaffe og en god snak om området og dets potentialer, samt give en hånd med at begrønne haven med udvalgte stauder.

Deltagelse er helt åben mellem 13-17, og alle er velkomne i løbet af dagen, med den tid man har til rådighed.

Alle bidrag til Aksens Have er velkomne, om det er i form af ønsker eller idéer til hvilke blomster eller planter der kan gøre haven mere hyggelig og indbydende eller om det er ved fysisk fremmøde til arbejdsdagen, eller i form af planter og frø. Byfornyelsen understøtter og medfinansierer alle de gode grønne og sociale initiativer.

Kom gerne med input via Borgernet Odsherred eller på en mail til plan@odsherred.dk. Eller kom forbi på selve dagen og få en god snak om byfornyelsen og indsatsen i Aksens Have.

Byfornyelsen samler de input der kommer og vender mulighederne med havens gartner og naturvejleder for perspektiverne på vækstbetingelser og drift og mulige fremadrettede indsatser i Aksens Have.

Vi håber, at mange vil slå vejen forbi Aksens Have og ser frem til en hyggelig dag i det grønne.

Venlig hilsen og på forhåbentligt gensyn

Asnæs Byfornyelse 

Aksens Have udgør sammen med Enghaven og Stationsområdet de igangsatte indsatser i byfornyelsesprogrammet der skal skabe større sammenhængskraft og fornyelse i Asnæs gamle bymidte.

’Formålet med denne indsats er at understøtte de lokale aktører og initiativer, der skal gøre Aksens Have til et levende byrum og et stærkt bindeled mellem Enghaven og Asnæs Centret. Indsatsen har primært et kulturelt og socialt fokus og skal fokusere på at skabe og støtte et lokalt aktivitets netværk omkring Aksens Have.’

- Fra Asnæs Byfornyelsesprogram 2022-2027