start på hovedindhold

Jobcenter Odsherred skifter navn til Social og Arbejdsmarked

Navneskiftet afspejler en mere samlet og helhedsorienteret indsats på tværs af social- og arbejdsmarkedsområdet

Nyhed

Odsherred Kommune ændrer navnet på beskæftigelsesindsatsen. Fremover vil Jobcenter Odsherred hedde Social og Arbejdsmarked.

Navneændringen er besluttet af Udvalget for Social, Beskæftigelse og Arbejdsmarked som led i implementeringen af beskæftigelsesreformen, der giver kommunerne større frihed til at organisere indsatsen, herunder at ændre navnet på Jobcentret.

Hvad betyder det for dig?

Du skal ikke gøre noget anderledes.

Har du en aftale, gælder den stadig.

Din kontakt med os fortsætter som hidtil.

I Odsherred Kommune er social- og arbejdsmarkedsområdet allerede samlet i ét center. Navneændringen skal understøtte den fælles retning og en mere sammenhængende indsats, hvor sociale og arbejdsmarkedsrettede indsatser i højere grad tænkes sammen.

Som led i ændringen forenkles strukturen også internt. Jobrehabiliteringssporet skifter navn til Sygedagpenge og Fleksjob, og Jobsporet og Uddannelsessporet samles i én enhed under navnet Job og Uddannelse.

Formålet er at gøre det tydeligere for borgere, virksomheder og samarbejdspartnere, hvor de skal henvende sig, og hvilken hjælp de kan få.

For borgerne vil ændringen ikke få betydning for deres konkrete forløb. De vil fortsat have kontakt med de samme medarbejdere, og aftaler og indsatser fortsætter som planlagt.

Overgangen til det nye navn påbegyndes den 4. maj 2026 og forventes at træde i kraft den 30. juni 2026. I den mellemliggende periode kan de tidligere navne stadig forekomme i IT-systemer og breve.